A4 Overenskomst
Køb abonnement

Intern mail: Sådan vil DM sikre arbejdsmiljøet, når Camilla Gregersen vender tilbage fra orlov

Fagpolitik|
5. juli 2024 kl. 6.00
Camilla Gregersen vender tilbage fra sin orlov 1. september. | Foto: Rasmus Kongsgaard/DM
Når Camilla Gregersen vender tilbage som forperson i DM 1. september, er der aftalt en række forholdsregler for at sikre arbejdsmiljøet. Det fremgår af en mail til de ansatte, som A4 er i besiddelse af.

Det var med afsæt i alvorlige arbejdsmiljøproblemer i DM, at Camilla Gregersen gik på orlov i midten af juni.

DM's direktør Lau Svendsen-Tune fortalte til A4 Overenskomst, at arbejdsmiljøproblemerne - der kunne spores til forpersonen -  havde stået på i årevis, og i DM's eget fagblad Akademikerbladet fortalte medarbejdernes arbejdsmiljørepræsentant om mangel på respekt for faglighed og kommandoveje og "grænseløs adfærd" fra Camilla Gregersen.

Nu er der indgået en aftale, der skitserer en række forholdsregler for at "sikre et godt arbejdsmiljø", når Gregersen vender tilbage som forperson efter sommer. 

Det fremgår af en mail sendt til de ansatte i DM, som A4 Overenskomst er i besiddelse af. 

Ingen kontakt til medarbejderne 

Gregersen begrundede sin orlov med, at en intern arbejdsgruppe skulle have ro til at finde løsninger på arbejdsmiljøproblemerne.

Kort efter annoncerede Camilla Gregersen, at hun ikke genopstiller ved efterårets valg, men at hun agter at vende tilbage og varetage hvervet som forperson i andet halvår af 2024. 

Ifølge en række kilder har stemningen på DMs sekretariat siden været præget af usikkerhed og nervøsitet over, hvordan det vil udspille sig, når forpersonen vender tilbage.

Sideløbende har en følgegruppe, der inkluderer ledelsesmedlemmer, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, HR-afdelingen og flere politisk valgte i DM, arbejdet på højtryk for at lave en ordning, der kunne skabe klarhed over, hvordan arbejdet skal foregå på den anden side af forpersonens orlov. 

LÆS OGSÅ: Camilla Gregersen stopper som DM-forperson ved årsskiftet

Og i denne uge er der indgået en aftale med Camilla Gregersen om vilkårene, når hun vender tilbage til kontoret 1. september. 

"Aftalen afspejler, at Camilla har en meget stor lyst til, at hendes arbejde i efteråret kommer til at ske på en måde, så alle kan se sig trygt ind i det," skriver DM's direktør, Lau Svendsen-Tune, i mailen til medarbejderne. 

Direktøren understreger, at der er aftalt "tydelige rammer om samarbejdet med Camilla" med tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, og at han i løbet af august vil besøge alle afdelinger i DM og fortælle uddybende om, hvordan man "i praksis håndterer tingene gennem efteråret".

Helt konkret er det en del af aftalen, at forpersonen ikke må tage kontakt til de menige ansatte. Kommunikationen fra Camilla Gregersen skal gå til og gennem DM's chefer.

"Derfor vil man som medarbejdere heller ikke modtage mails fra Camilla," skriver Lau Svendsen-Tune. 

A4 Overenskomst har forsøgt at få en kommentar fra Camilla Gregersen, men det har ikke været muligt. 

Opgaver skal drøftes med direktør og fungerende forperson

Også forpersonens arbejde i de fire måneder, indtil en ny forperson overtager 1. januar 2025, er berørt i aftalen.

Camilla Gregersen vil eksempelvis kunne fokusere på fusionen med Kommunikation og Sprog, der træder i kraft 1. november, overlevering til næste forperson og pressearbejde i forbindelse med en kommende kampagne. 

I det LinkedIn-opslag, hvor Camilla Gregersen meddelte sin beslutning om ikke at genopstille, nævner hun selv to politiske mærkesager - nemlig universitetsreformen, der vil forkorte en række uddannelser, og afskedigelser i centraladministrationen - som gøremål i efteråret. 

Men "de konkrete opgaver, temaer og rammer" for Camilla Gregersens arbejde "aftales nærmere efter sommerferien sammen med mig og Sune (Bach, fungerende forperson, red.)", skriver direktøren.

"Jeg håber vi nu alle kan se sommeren og efteråret i møde med vished for, at der bliver taget de nødvendige skridt til at sikre et godt arbejdsmiljø, når Camilla er retur som vores forperson," skriver Lau Svendsen-Tune videre. 

Faglig kommentator: Halv løsning

Ifølge A4's faglige kommentator, Gitte Redder, er der kilder i DM, der har brugt formuleringen, at de "frygter for, hvad der sker, når Camilla Gregersen kommer tilbage og bliver sluppet løs". 

Den faglige kommentator kan få øje på en række problemer ved den nye ordning og synes ikke, det er den rigtige løsning, der er fundet i DM. 

"Men det er trods alt et forsøg på at lave en halv løsning, der beroliger nogle af de medarbejdere, som ikke har det godt i maven over, at Gregersen vender tilbage," siger Gitte Redder i det nyeste afsnit af den fagpolitiske podcast 'Fagbevægelsen Uden Filter'.

A4 Overenskomst har forsøgt at få uddybet aftalen, men DM har ingen kommentarer, oplyser presseafdelingen,

Mere fra A4 Overenskomst

GDPR