Det blev en overenskomstrunde uden de store dramaer. Det går generelt godt i dansk erhvervsliv, og det afspejlede resultaterne på de store overenskomster, der efter al sandsynlighed forbedrer reallønnen og giver lidt på centrale områder som barsel og ”tid til familien”.
Der er dog to resultater, der skiller sig ud.
Den ene handler om fagbevægelsens største succes i nyere tid - fritvalgsordningen. Almindelige lønmodtagere får om to år hele 11 procent af deres løn oven i deres normale løn. Det svarer til næsten fem arbejdsugers løn, og det stiller sig på skuldrene af bedre dækning under barsel, højere pension og mere fleksibilitet.
Dermed ikke sagt, at fagbevægelsen kan eller skal stille sig tilfreds, for der er hundredvis af ønsker, der endnu ikke er indfriet, men på den store klinge har fritvalgskontoen især siden 2017 været en guldkalv for den almindelige lønmodtager.
Fritvalgsordningen er max’et ud
Derfor er der nok også grænser for, hvor meget mere guld, man kan vride ud af den kalv fremover. Den danske lønudvikling bygger i høj grad på lokal løndannelse, og ser man på de samlede udgifter, en arbejdsgiver har til sine ansatte, fylder de centralt aftalte temaer - fritvalgsordning og pension - hver 11 procent, når vi rammer næste forhandlingsrunde. Sagt på en anden måde: For hver gang en ansat tjener 100 kroner, skal arbejdsgiveren betale yderligere 22 kroner ind til løn, der enten udbetales med det samme eller senere.
LÆS OGSÅ: Ny aftale giver mere frihed, men arbejdsgiverne ved godt, hvad lønmodtagerne vælger
Læring nummer ét fra denne forhandling er derfor, at ordningen har peaket. De centralt aftalte udgifter til fritvalg og pension er steget med syv procentpoint på fem år og er nu på et niveau, hvor det bliver svært at argumentere for, at især fritvalgsordningen skal øges. Dertil er det ganske enkelt for stor en udgift for de enkelte virksomheder, hvor ordrebøgerne måske ikke flyder over, og hvor der skal kæmpes mere for at betale regningerne.
Glem kædeansvar og tag de nemme stik
Læring nummer to er, at så længe byggeriet går efter fuldt kædeansvar, så taber de.
Er der én mand i den danske fagbevægelse, jeg ikke misunder noget, så er det 3F’s byggegruppes hårdt prøvede formand Claus von Elling. Igen var han sendt på en opgave, som selv Sisyfos havde takket nej til, da han skulle forsøge at få kædeansvar ind i overenskomsten, og heller ikke 12. gang – eller hvor mange gange, man har prøvet – blev lykkens gang. Tværtimod. Det blev en aftale, der kun lige hæver sig over laveste fællesnævner.
Og det er der en helt enkel årsag til: Arbejdsgiverne hverken kan eller vil gå med til kravet, fordi det er en umulig opgave for dem at administrere/garantere, men hvor udsigten til bøderegn er større end regnvejr i november. Samtidigt er det svært at se, at fagbevægelsen har noget at sælge, der på nogen måde kan modsvare prisen på kædeansvar.
I 2023 fik byggeriet en solid indrømmelse i form af et boligtillæg på 25 kroner i timen til udenlandsk arbejdskraft, og der lå – bevares – mindre forbedringer på bordet, der var mulige at tage hjem, men det faldt altså på, at det skulle være alt eller intet.
Dødt løb med HK
I forhandlinger skal man aldrig kræve noget, man ved, den anden ikke kan give, og i spørgsmålet om kædeansvar vil fagbevægelsen løbe panden mod en mur fra nu af og til solen brænder ud. OK25 tegnede derfor igen-igen et billede af, at byggeriet kæmper imod sig selv, fordi man af principielle grunde opsøger nederlag og ikke evner eller har lyst til at tage de stik hjem, der er mulige.
Der er mange rigtige og ædle ønsker for at få kædeansvar ind i overenskomsten, men når det gælder en vurdering af, om HK Privat får sløjfet 50-procentsreglen, før der kommer kædeansvar i byggeriet, så er det dødt løb.
Dog med et lille forspring til HK Privat.
