Der var engang, hvor man kunne blive chef, hvis bare man blev hængende længe nok. Nærmest uagtet evner og personlighed.
Sådan er det sjældent for den moderne leder anno 2025.
Vedkommende skal blandt meget andet gerne kunne vise empati, følelser, tvivl og usikkerhed. Det er næppe egenskaber, man ønsker at se fra sin øverstbefalende, inden man blindt følger efter vedkommende hen over slagmarken, men det er i tråd med tiden, at (især yngre) ansatte skal se og mærke et menneske frem for en leder, der bare brøler ordrer ud i rummet, hvis de skal motiveres til at gøre en indsats.
I tv-serien 'Cheferne – jagten på talentet', der løb over skærmen på DR i begyndelsen af året, blev 12 deltagere sendt gennem forskellige prøvelser og sendt ud undervejs.
Efter otte timers fjernsyn stod der en vinder tilbage. Sia Seidler Berro hedder hun, og præmien var et lederjob i enten Dansk Industri, Danske Bank eller Clever, hvor seriens tre dommere er topchefer.
LÆS OGSÅ: Vinder af DR-program får ansættelse i Dansk Industri
Sia Seidler Berro valgte DI, hvor hun med titel af projektleder ifølge hjemmesiden skal ”arbejde på et tværgående projekt omkring 'impact iværksættere', der arbejder med at løse nogle af samfundets udfordringer” samt ”deltage i internationale udviklingsprojekter, der blandt andet inkluderer samarbejder med DI’s søsterorganisation i Georgien”.
Hun har læst Internationale Udviklingsstudier og Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet, og indrømmet, nu kommer der en påstand - men den baggrund havde næppe udløst en lederstilling i DI for 15 år siden, hvor normer og krav i dansk erhvervsliv som helhed var anderledes.
Tre direktører har arbejdet sig op
Men tiden er forandret, og i forlængelse af den forandring er det derfor også interessant at se på den udskiftning, der de senere år har været i toppen af DI, hvor der nu sidder syv direktører foruden administrerende direktør (og dommer i 'Cheferne') Lars Sandahl Sørensen, der fik posten i sensommeren 2019.
Han kom fra en topstilling i SAS og var ikke ”vokset op” i organisationsverdenen.
Af de syv resterende er DI’s nestor og viceadministrerende direktør Kim Graugaard netop stoppet efter mere end 30 års ansættelse, hvoraf en god del af dem var som direktionsmedlem. Han er erstattet af Søren Kryhlmand, der forlod posten som departementschef i beskæftigelsesministeriet til fordelt for DI.
En tredje direktør har taget turen op i organisationen fra student i 1990’erne og har i mange år været direktør med ansvar for det internationale område, lige som en fjerde direktør har brugt 12 år på turen op inden belønningen kom i 2020. Med andre ord tre direktører, der har arbejdet sig op.
0 kvalificerede ud af 1.000 ansatte
Men her skete der et skifte. Siden 2020 er de fem følgende direktører – og senest Kryhlmand – hentet udefra. Det til trods for, at DI blandt andet gennem en række fusioner med andre organisationer i dag har over 1.000 ansatte, der arbejder med alt lige fra rådgivning, byggeri, energi, uddannelse, overenskomster, økonomi, handel, fødevarer, life science, transport, turisme og produktion.
Kort sagt er DI proppet til op over den store glasfacade med både kvalitet og erfaring, og hvor ambitiøse og talentfulde ansatte kan avancere gennem flere ledelseslag på kryds og tværs af organisationen.
Men trods mere end 1.000 medarbejdere har det ikke været muligt at rekruttere én eneste af de seneste fem direktionsmedlemmer fra egne rækker. Det til trods for, at man naturligvis har ledelsesudviklingsprogrammer og motiverer sine ansatte til at gå efter næste skridt i karrieren.
Glasloftet til direktionsgangen synes for tykt for håbefulde interne kandidater, eller også er de for usynlige for headhunterne.
Topchefer skal skifte
Og det er nok en læring til dem, der har været der i flere år: I bliver ikke topledere her. Vil man topledelse, giver anciennitet og erfaring fra egne rækker ikke en forlomme. Det kræver et eller flere jobskifte at nå til tops. I hvert fald hvis man skal tro på bud nummer ti på, hvad man kan lære af 100 danske topchefer.
Du skal slå til, når muligheden er der, lyder det, og det virker sjældent til at være i den virksomhed, hvor du har knoklet de seneste år for at vise dit værd.
”Topcheferne har det til fælles, at de prompte har slået til, når karrieremulighederne har været der. Det er vejen til tops, selvom det både kan være besværligt og nervepirrende altid at være klar," lyder det.
Tiden må vise, om DI’s næste topchef modsat de fem forrige har taget turen fra egne rækker eller fundet i et realityprogram.
