Hvert år omkring midten af november falder en ganske særlig mærkedag, som især en række faglige organisationer holder af at markere. ”Kvindernes sidste arbejdsdag”, kalder de den.
Dagen er symbolet på, at lønforskellen mellem kvinder og mænd svarer til, at kvinderne herfra og året ud arbejder gratis, fordi deres løn er tilsvarende lavere end mændenes.
Samtidigt går en række fagforbund med jævne mellemrum sammen om diverse kampagner, der har det fælles formål at fremhæve, at mænd tjener 12-15 procent mere end kvinder.
Fælles for den sidste arbejdsdag og kampagnerne er, at der tale om et gennemsnit af alle mænd og alle kvinders løn uanset faktorer som job, uddannelse, anciennitet, ansvar og ikke mindst om man er ansat i det offentlige eller private. Kort sagt: Ren løn uden skelen til nuancer, hvilket gør tallet så højt som muligt. Det på trods af, at der er frit tilgængelige data på Vive, der viser, at 85 procent af lønforskellen kan forklares med de nævnte faktorer.
LÆS OGSÅ: Sagen forfra: Årelangt opråb endte med mere i løn - men spørgsmålet om ligeløn forsvandt undervejs
Om man synes, det er rimeligt eller ej, at folk aflønnes forskelligt afhængig af diverse faktorer, er en anden sag, men tilbage står, at den reelle ”uforklarlige” lønforskel på kønnene som helhed ikke er mellem 12 og 15 procent, men snarere nede mellem to-tre procent.
Drop dobbeltmoralen, fagforeninger
Jeg har i mine tidligere job i mediebranchen flere gange kontaktet de kampagneførende organisationer for at høre, hvordan de selv aflønner deres medarbejdere, og om der er gennemsnitlig ligeløn mellem kønnene.
Det gjorde jeg blandt andet i to artikler på Finans.dk i 2016 og 2019 og i 2022 på DR og med ganske få undtagelser tjener mænd mere end kvinder i de selv samme faglige organisationer, der kører kampagner for ligeløn med udgangspunkt i de høje lønforskelle.
Nuancer forsvinder hurtigere end flødeboller til en børnefødselsdag på gul stue, når der køres ligelønskampagner i november
Martin Flink, faglig kommentator
Og i alle tilfælde, hvor mænd tjener mere, kommer fagforeningerne med helt ædruelige forklaringer: De har ikke de samme opgaver. De har ikke samme uddannelser. De har ikke samme erfaring. Der er forskelligt ansvar. Et yndet eksempel er, at de mandetunge it-afdelinger trækker mændene op, mens de kvindetunge servicefunktioner trækker ned.
No. Shit. Sherlock.
Fuldtidskvinder er godt for statskassen
Alt sammen fuldkomment forståeligt i et land, hvor man ikke har borgerløn.
Men den slags nuancer forsvinder hurtigere end flødeboller til en børnefødselsdag på gul stue, når der køres ligelønskampagner i november, og dermed er vi fremme ved en aktuel og meget lignende debat, nemlig om kvinder er en udgift for samfundet.
For ja, kvinder som helhed er en underskudsforretning. Hvert fald hvis man spørger den økonomiske regnemaskine DREAM.
Men hov, hov, sådan kan man ikke regne, siger ligelønsforkæmpere, for kvinder laver det skjulte arbejde i hjemmet: De tager deltidsjob i dårligere betalte brancher, når der kommer børn ind i billedet. De tager børnenes sygedage, og så har de også langt størstedelen af den helt store økonomiske ulighedsskaber: barselsorlov.
Derfor slår tidligere økonomisk vismand og professor i økonomi, Nina Smith, i sin nye debatbog ”Overskudskvinder – økonomernes vej til det frie og lige liv” på tromme for, at kvinder både af hensyn til velfærdsstatens eksistens og også for at højne ligestilling skal komme ud på arbejdsmarkedet på fuldtid og gå mere efter karriere end familie. Manden skal på banen her.
Det bemærkelsesværdige er, at Nina Smith i hvert fald siden 2012 har påpeget, at kvinder på grund af kultur, normer og samfundets indretning giver underskud, hvis man alene ser på økonomi. Hendes udsagn er altså langt fra nyt.
Nu gentager hun i debatbogen, at vi har en samfundskontrakt i Forretningen Danmark, og der er kort sagt ikke råd til, at vi alle sammen køber et billigt hus på Ærø og skriver kreative bøger om det ægte, gode liv, mens vi med urtete i store krus i den ene hånd og ost på hjemmebagt speltbrød i den anden hånd dagdrømmende kigger ud over bølgerne og/eller de korngule marker, indtil vi henter børnene efter skole kl. 14.00.
For der skal bestilles noget, der giver kroner i statskassen, hvis fremtidige generationer skal have samme velfærdsniveau som os, lyder det fra Smith.
Fjollede argumenter
Pointen her er, at udsagnene om, at kvinder rent økonomisk og uden skelen til relevante faktorer er en underskudsforretning, er tumpede.
Men i sin rene økonomiske form har pointerne i varierende grad skabt ramaskrig de seneste uger, fordi de var … unuancerede.
”Sådan kan man ikke regne” er det helt rimelig lydt fra (især) utilfredse kvinder, mens formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation Morten Skov Christensen i dette medie den 14. marts advokerede for, at man bør se regnemodellerne efter i sømmene, så de giver et mere retvisende billede af kvindernes bidrag til statens bundlinje.
Kæmp for ligelønnen
Og det lyder da som en fremragende idé, for nuancer er med til at skabe klarhed og øge forståelsen for, hvor stort det givne problem, man ønsker at løse, egentlig er.
Og så er vi tilbage ved ligelønsgabet, for hvordan var det nu, at fagbevægelsen brugte de tal? Var det med krav om nuancer om jobindhold, uddannelse, anciennitet, ansvar og andre faktorer, der kan forklare 85 procent af lønforskellen på kønnene? Eller var det mere opportunt at gribe det højeste tal og køre løs med det, så man med kampagner midt i november kan erklære, at det er kvindernes sidste arbejdsdag?
LÆS OGSÅ: Private forbund bakker op om Metal-formands bredside mod lønløft: "Det er her, det går helt galt"
Som far til tre døtre hepper jeg på en verden med ligeløn for lige arbejde, så måske det er en overvejelse værd, om ikke tiden er inde for fagbevægelsen til at droppe dobbeltmoralen og kæmpe for de ting, der rent faktisk skal ændres?
Man skylder kvinderne at kæmpe en oplyst og nuanceret kamp for at sikre den ligeløn, fagforeningerne ud fra egne parametre selv har svært ved at give dem, frem for at jage de billige point og hurtige kampagner.
