Mette Frederiksen siger det ikke højt, men det er mit kvalificerede gæt, at den pressede statsminister i de seneste uger har haft fagbevægelsen med i sine aftenbønner og sendt lige så mange varme tanker til FH-formand Morten Skov Christiansen og Metal-formand Claus Jensen, som hun har sendt eder og forbandelser mod den amerikanske og russiske præsident.
”Vor Herre, jeg takker dig for den danske model. For et stærkt erhvervsliv og en stærk fagbevægelse og for vores tætte dialog, så vi sammen kan finde løsninger og kæmpe mod Trump, Putin og alt det onde i verden.”
Sådan forestiller jeg mig nogenlunde, at statsministeren formulerer sin bøn. For det er især, når krisen kradser, at danske regeringer har desperat brug for fagbevægelsen som medspiller, problemknuser og livline til lønmodtagerne.
Og lige nu er SVM-regeringen havnet i en megakrise på grund af et enormt tryk fra både østfronten og vestfronten. Trumps vanvittige toldmure og aggressive fremfærd over for Grønland. Putins bombetogter i Ukraine og risikoen for krig i Europa.
Der skal investeres flere hundrede milliarder i vores forsvar samtidig med, at vi ser ind i konturerne af en usikker økonomisk tid med gigantiske fald på aktiemarkederne og styrtdyk af danskernes pensionsformuer. De næste år står den på benhårde prioriteringer mellem militær oprustning og velfærd.
Morten Skovs båndsløjfe
Det er midt i den sværeste politiske krise i nyere tid, at Mette Frederiksen sammen med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) for alvor har brug for et tæt samarbejde med erhvervsliv og lønmodtagere. Derfor ser vi i disse uger også fagbevægelsens top blive inviteret til hastebriefinger i diverse ministerier.
For et par dage siden var DI’s adm. direktør Lars Sandahl, Dansk Erhvervs topchef Brian Mikkelsen, FH-formand Morten Skov og flere andre faglige topfolk til møde hos erhvervsminister Morten Bødskov (S) for at drøfte, hvordan Danmark skal agere i forhold til den amerikanske toldkrig.
”Vi vil forsvare danske arbejdspladser og virksomheder. Derfor er dialogen med arbejdsgivere og lønmodtagere tæt – og vigtig”, fastslog Morten Bødskov.
Lige så vigtig som dialogen er for regeringen, er den det også for fagbevægelsen. Når Morten Skov, Henning Overgaard fra 3F og Anja C. Jensen fra HK tropper op til ministermøder, har de alle muligheder for at få indflydelse og afbøde de værste økonomiske og velfærdsmæssige konsekvenser for rengøringsassistenter, industriarbejdere og sosu-hjælpere på det danske arbejdsmarked.
Det er derfor, forsvarsministeren tøver med at sætte gang i bygningen af nye fregatter, selvom milliarderne ruller i de her uger. Det oplagte valg for Troels Lund ville være at købe fregatterne i Sydkorea
Gitte Redder, faglig kommentator
Det er også derfor, at FH-formanden i disse uger har en båndsløjfe af citater kørende om, at de seneste års skæve skattelettelser skal rulles tilbage; lønmodtagerne skal ikke betale regningen for udviklingen i verden igennem ringere velfærd og en galoperende pensionsalder. Ellers gambler vi med lønmodtagernes opbakning til et styrket forsvar, lyder det fra Morten Skov.
Og så kommer eftersætningen fra fagbevægelsens topfigur: ”Vi skal finde ansvarlige løsninger sammen – ikke dumpe regningen hos danske lønmodtagere”.
Store bededagskrise blev en parantes
Netop den erkendelse har både Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke også gjort sig. En dansk regering kommer allerlængst ved at finde løsninger sammen med fagbevægelsen og få den med sig i stedet for mod sig. I Danmark er fagbevægelsen nemlig stadig så stærk, at den er farlig at have som opposition.
Regeringstoppen tørrer sveden af panden lige nu og er lettet over, at man er forsonet med fagbevægelsen ovenpå afskaffelsen af store bededag. Det er kun to år siden, at forholdet mellem SVM-regeringen og FH var på frysepunktet. Frontalangrebet på den danske model fik et samlet FH til at protestere og indkalde til stordemonstration på Christiansborg Slotsplads.
Lønmodtagernes raseri skyldtes også, at SVM-regeringen helt uden varsel fjernede helligdagen og slet ikke gad forhandle andre muligheder for at øge arbejdsudbuddet.
Det forskrækkede tilsyneladende regeringstoppen, at fagbevægelsen viste tænder under store bededags-krisen, for nu er man vendt tilbage til den succesfulde opskrift, som Mette Frederiksen brugte under covid-19-pandemien.
Under corona-krisen for fem år siden blev der slået rekord i trepartsaftaler mellem fagbevægelse og regeringen. 21 trepartsaftaler blev det til. Om lønkompensation, arbejdsdeling, dagpenge til forældre med hjemsendte børn og meget andet. Og en af de væsentligste årsager til, at Danmark klarede sig igennem corona-nedlukninger, var netop samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter, og at man fandt fælles løsninger mellem Christiansborg, erhvervsliv og fagbevægelse.
Genfødsel af stolte skibsværfter
Rygterne om dansk fagbevægelses snarlige død er stærkt overdrevne, når man ser på, hvordan Morten Skov, Henning Overgaard, Mona Striib og Claus Jensen lige nu bliver taget med på råd i regeringskontorerne.
Regeringen har brug for en fagbevægelse i arbejdstøjet. En fagbevægelse der skaber ro og forståelse for nødvendigheden af blandt andet milliardindkøb af krudt og kugler.
Men på et tidspunkt skal fagbevægelsen kunne levere noget tilbage til medlemmerne. Større tryghed omkring pensionsalder og tilbagetrækningsordninger. Mere ansvar til a-kasserne overfor ledige. Der bliver allerede trykket på politikerne fra fagbevægelsen for at hive nogle fagpolitiske gevinster hjem.
Hvis Morten Skov og Claus Jensen skal forsvare, at der skal bruges milliarder på forsvar, står og falder opbakningen også på, at nogle af forsvarskronerne bliver herhjemme.
Det er også derfor, forsvarsministeren tøver med at sætte gang i bygningen af nye fregatter, selvom milliarderne ruller i de her uger. Det oplagte valg for Troels Lund ville være at købe fregatterne i Sydkorea eller andre steder på kloden, fordi oprustningen skal gå så stærkt.
Men hvis fagbevægelsen ikke skal begynde at vakle, skal metalformanden have noget at sælge til sine medlemmer, og det kan være en genfødsel af de stolte danske skibsværfter og dermed masser af arbejdspladser med fremtid i.
