De kan forekomme uforståelige, men der findes enkelte, eviggyldige sandheder i danske medier og den danske offentlighed.
En af dem er, at det næsten aldrig er synd for erhvervslivet. Slet ikke bankerne.
Folk går ikke på gaden i tusindtal med bannere, vrede paroler og krav om bedre erhvervsforhold for de danske private virksomheder, fordi de er under pres, selv om de er arbejdsgiver for over to millioner danskere.
Derfor er det et grundpræmis i kommunikationen, at virksomheder og erhvervsorganisationer må tænke omvendt, når de bliver ramt af kriser, der kan koste dem dyrt på bundlinjen.
En sådan omvendt tænkning fandt sted i slutningen af forrige uge, efter den amerikanske præsident Donald Trump havde annonceret 20 procent told på varer importeret fra Europa.
Dansk Industri udsendte 2. april en pressemeddelelse om, at den manøvre ville sænke den danske BNP med 38 milliarder kroner og koste 13.000 danske arbejdspladser.
En særdeles alvorlig udmelding, der naturligt nok fandt vej til medier som blandt andet DR, JP, Berlingske, B.T., Altinget og Ingeniøren. DI’s tungeste skyts i form af adm. direktør Lars Sandahl Sørensen var afsender på budskaberne, og så ved man, at det betyder noget.
Der var endda en jysk virksomhed og DI-medlem, Omme Lift, hvor direktøren både til lokalmediet Vejle Amts Folkeblad og DR fortalte, hvordan de allerede for et par måneder siden, da konturerne af told-planerne kunne anes, udviste rettidig omhu og fyrede otte ansatte og kiggede på lavere priser for at håndtere virkningerne fra de stigende toldsatser.
I et land, hvor 92 ud af 100 personer ikke ville stemme på Trump, giver det god mening at koble hans skadelige politik op på de dårligdomme, der rammer Danmark, så de utilfredse lønmodtagere har et upoulært sted at rette vreden hen frem for mod arbejdsgiverne.
DI-direktøren opfordrede i pressemeddelelsen til at svare Trump igen og vise, ”hvad vi er lavet af” dog uden ”at ryste på hånden eller selv bidrage til eskalering.” I de to efterfølgende sætninger efterlyste han, at ”Danmark og EU styrke og accelerere vores bestræbelser på at øge vores konkurrencekraft” og ”fjerne bøvl og byrder og sørge for at nye løsninger kommer hurtigere frem til verdensmarkedet”.
Så altså, ”gør noget uden at gøre Donald sur, og husk lige at lette i bøvl og bureaukratiet, nu I er i gang, kære politikere?”
Afgørende mellemregning mangler
Der er en central mellemregning fra Trumps told og til danskere, der mister deres job, som DI ikke nævner. Det er, at virksomhederne mister indtægter for milliarder.
Præcis hvor meget står hen det uvisse, for ifølge DI ”solgte Danmark varer til USA for 248 milliarder kroner sidste år, godt en femtedel af den samlede danske eksport af varer”, hvilket også er en slat sidst på måneden.
Det omfatter dog både det beløb, som danske virksomheder med produktion i USA og andre lande samt i Danmark solgte på det amerikanske marked.
Der har ikke været danske lønmodtagere involveret i 75 procent – svarende til cirka 180 milliarder kroner – af eksporten til USA, hvilket DI nævner til slut i meddelelsen, seks afsnit under de 248 milliarder kroner.
Gynger og karruseller
Men hvor DI godt kan regne Trumps tariffer om til tabte jobs, så har det tilsyneladende ikke været muligt at lave et tilsvarende regnestykke for den 500 milliarder Euro store hjælpepakke, som den nyvalgte tyske kansler Christoph Mertz i februar kom med, selv om danske virksomheder er storleverandører til den tyske industri.
Det var heller ikke muligt at regne på, hvad EU’s tilsidesættelse af budgetreglerne og investeringer i forsvaret for 800 milliarder Euro til ”Rearm Europe” vil skabe af arbejdspladser.
I begge tilfælde var det DI’s Europapolitiske chef og ikke den øverste direktør, der sagde ord, selv om de to pakker tilsammen er cirka tre gange så store som den danske BNP.
Så mon ikke, at det også vil dryppe af på dansk erhvervsliv og arbejdsmarked i et omfang, der kan udligne tabet af toldsatserne?
Og hvis de stadigt ikke kan opveje det tabte, så kan de fyringstruede lønmodtagere måske finde lidt trøst i, at arbejdsgiverne i årevis har råbt højt om manglen på arbejdskraft og jævnligt præsenteret statistikker for antallet af jobopslag og forgæves rekrutteringer.
Dæmper lønkrav
Ud over at det naturligt nok er relevant at adressere en aktuel, historisk krise, der har potentiale til at sende verden ud i recession alt afhængig af Trumps humør, så er der to gode grunde til at bruge de to tal, 248 milliarder og 13.000.
Den ene grund er den, jeg nævnte i indledningen: Det er aldrig synd for danske virksomheder. Det ene er ”de høje tals logik”, hvor det er ”jo vildere jo bedre”.
Men når tal overstiger en gennemsnitlig årsløn, kan almindelige danskere ikke forholde sig til det. Om eksporten er truet med 1, 15 eller 200 milliarder, gør ikke en forskel, og rykker ikke så meget på opfattelsen af alvoren.
Det gør det derimod, hvis virksomhederne som følge af de tabte ordrer skal fyre 13.000 ansatte. Dét tal er til at forstå.
Den anden årsag er, at foråret er højsæson for lokale lønforhandlinger ude i tusindvis af danske virksomheder. Og selv om lønmodtagerne ved overenskomstfornyelsen i 2023 fik bedre værktøjer til at gennemskue virksomhedens regnskaber, så er der intet som truslen fra en global recession og danske fyringer i titusindvis, der kan lægge en dæmper på forventningerne.
Og deri ligger måske nøglen til, hvorfor Christiansborg Slotsplads aldrig er fyldt med folk, der kræver bedre vilkår for virksomhederne.
