
Det var et spørgsmål om tid før, Camilla Gregersen måtte stoppe som forperson i DM. Det vurderede A4's faglige kommentator Gitte Redder i sidste uge.
Camilla Gregersen gik 12. juni på orlov fra hvervet som forperson, efter en arbejdspladsvurdeirng (APV) afslørede fortsatte alvorlige problemer med arbejdsmiljøet omkring forpersonen. En uge senere meddelelte hun, at hun vender tilbage fra sin orlov efter sommer, men ikke genopstiller til posten som forperson ved efterårets valg.
Ifølge A4's faglige kommentator var Gregersen blevet væltet, hvis hun ikke havde taget beslutningen selv. Men ifølge næstformand og fungerende forperson i DM Sune Bach er samtlige medlemmer af hovedbestyrelsen kede af, at Camilla Gregersen ikke genopstiller.
Det fortæller han i et skriftligt svar. A4 Overenskomst ville gerne have lavet interview med Sune Bach, men det var ikke muligt for DM-forpersonen, der i stedet svarede på A4 Overenskomts spørgsmål over en mail.
Har du eller den øvrige ledelse haft nogen indflydelse på beslutningen om, at Camilla Gregersens ikke genopstiller som formand?
"Det er Camillas eget valg ikke at genopstille til posten som forperson," skriver Sune Bach.
Står hele hovedbestyrelsen og bag hende?
"Jeg tror, at hele hovedbestyrelsen har fuld forståelse og stor respekt for Camillas beslutning, men vi er også alle sammen kede af, at hun ikke genopstiller."
Har beslutningen nogen sammenhæng med de arbejdsmiljø-sager, der pt. kører i DM?
"At være forperson for en stor og meget synlig politisk organisation i en længere årrække, som Camilla har været, kommer jo med en pris. Men jeg er sikker på, at forløbet om vores udfordringer i arbejdsmiljøet også har skubbet til beslutningen. Det har været og er hårdt og slidsomt for både hende og organisationen."
Helt almindeligt at en forperson fortsætter sin periode ud
Hvad tænker du om, at hun bliver på posten indtil nytår frem for at trække sig nu, hvor hun alligevel er på orlov?
"Det er meget vigtigt for os alle, at DM kan trække på Camillas store viden og erfaring i den kommende periode, så vi får overdraget ordentligt. Samtidig er vi meget opmærksomme på, at indsatsen for et bedre arbejdsmiljø fortsætter. Derfor er vi i gang med forskellige tiltag og initiativer, der skal sikre det. Men dem tager vi internt i første omgang."
Kan Camilla Gregersen fungere som en ordentlig formand, når alle ved, hun er på vej væk?
"Man skal kunne virke i hele sin forperson-periode. Det er helt almindeligt og i overensstemmelse med vedtægterne i DM, at en forperson fortsætter sin periode ud, når vedkommende vælger ikke at genopstille. Sådan har det også været ved de to seneste forperson-skifte hos os."
Har du planer om selv at stille op til formandsposten, når den skal besættes til efteråret?
"Nej, der mener jeg, at der er bedre kandidater blandt DM’s øvrige medlemmer."
Hvad er dit eget ansvar i de arbejdsmiljøproblemer, som Camilla Gregersen henviser til i sine LinkedIn-opslag?
"Jeg tager ansvaret på mig ved at gå ind i en arbejdsgruppe, der både skal belyse sagen fra alle sider og komme med handleanvisninger. Derfor er vi nu i gang med et intensivt forløb. Arbejdsmiljøet i DM’s sekretariat skal være i orden. Længere er den sådan set ikke."
Tror du, at arbejdsmiljøproblemerne bliver løst?
"Det er jeg helt overbevist om. Og jeg er meget besluttet på, at arbejdsmiljøet skal rettes op hurtigt."
A4 Overenskomst har bedt Sune Bach uddybe, hvorfor hovedbestyrelsen er kede af, at Gregersen ikke stiller op. Til det svarer Sune Bach, at han ikke har yderligere kommentarer.