A4 Overenskomst
Køb abonnement

Særlig overenskomst bliver afgørende i kampen mellem Danske Fysioterapeuter og de tre udbryderorganisationer

Fagpolitik|
Overenskomst|
4. februar 2025 kl. 6.00
Danske Fysioterapeuter er på gaden foran Forligsinstitutionen under OK18. Nu vil ny forening overtage forhandlingsretten. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fysioterapeuterne er sprængt på kryds og tværs med interessemodsætningerne som brudlinjer. Kampen om forhandlingsretten over praksisoverenskomsten kan afgøre, om en udbrydergruppe får vristet magten over branchen fra Danske Fysioterapeuter.

For tre måneder siden var der kun én organisation, der kunne hævde at repræsentere fysioterapeuterne i Danmark. 

Men i kølvandet på et dramatisk repræsentantskabsmøde i starten af november blev Danske Fysioterapeuter forladt af to grupper, der stiftede hver deres egen forening for henholdsvis lønmodtagere og selvstændige fysioterapeuter.

LÆS OGSÅ: Intern splittelse får Danske Fysioterapeuter til at revne. Nu bryder to forskellige grupper helt ud

Siden har en helt tredje gruppe af deserterede klinikejere i stedet meldt sig under fanerne hos Dansk Erhverv med et budskab, der lyder som en decideret krigserklæring - de vil overtage den såkaldte praksisoverenskomst med Danske Regioner.

Fysioterapeuterne er med andre ord brækket over i nu fire forskellige organisationer med eget territorialkrav. 

Og kampen om praksisoverenskomsten kan blive afgørende for opgøret mellem Danske Fysioterapeuter og udbryderne, lyder det fra professor i Sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg.

Vrede og uretfærdighed

Ved siden af den dybe splittelse, der er opstået ved, at både arbejdsgivere og arbejdstagere er organiseret under samme tag, har en anden interessemodsætning forårsaget et voldsomt pres på Danske Fysioterapeuter: Nemlig mellem fysioterapeuter med og uden et ydernummer.

LÆS OGSÅ: Danske Fysioterapeuter opfandt og indførte sin egen danske model. Men kritikere vil af med modellen og smide arbejdsgiverne ud 

Ydernummeret er adgangsbilletten til at behandle patienter, der har fået en henvisning, med tilskud fra det offentlige. Systemet blev opfundet ved overenskomstforhandlingerne i 1988 og ydernumrene blev kvit og frit tildelt de dengang eksisterende klinikker.

Efter en årrække, hvor der er blevet uddannet store mængder, er der nu cirka 15.000 autoriserede fysioterapeuter i Danmark. Men der er stadig kun omkring 2.000 ydernumre. 

"Med mindre, man tilbyder en helt særlig nicheydelse, kan det være svært at hamle op med den efterspørgsel, der automatisk opstår med henvisninger og behandling, der er delvist betalt af det offentlige. Det medfører frustrationer, vrede og oplevet uretfærdighed," siger Jakob Kjellberg, der er professor på VIVE, til A4 Overenskomst.

I takt med antallet af fysioterapeuter er prisen for at komme i besiddelse af et ydernummer skudt i vejret.

Og mange fysioterapeuter har oplevelsen af, at de klinikker, der fik et gratis ydernummer i sin tid, løbende har brugt forspringet til at opkøbe flere ydernumre og lave kæmpeklinikker, der har et endnu større forspring. 

"Der er nogle, der har gældsat sig for at købe et ydernummer og andre, der forsøger at konkurrere på rene, rå markedsvilkår, selvom de ikke har ydernummer. Det er benhårdt."

Fire organisationer

Fysioterapeuterne er sprængt på kryds og tværs med interessemodsætningerne som brudlinjer:

Danske Fysioterapeuter organiserer fortsat både arbejdsgivere og lønmodtagere, der i den særlige interne danske model forhandler en såkaldt basiskontrakt med hinanden. Danske Fysioterapeuter, der er en del af Akademikerne, tegner også overenskomster med private klinikker, der ikke er medlem, og forhandler offentlige overenskomster for fysioterapeuter ansat i kommune, region og stat. 

Fysioterapeuternes Fagforening  er en udbryderforening, der vil gøre op med Danske Fysioterapeuters påståede hensyntagen til arbejdsgiverne. De organiserer udelukkende privatansatte fysioterapeuter med et erklæret mål om at tegne overenskomster alle private praksisser, som de mener får lov at operere med ringe løn- og arbejdsvilkår gennem den særlige basiskontrakt. De har meldt sig ind i Serviceforbundet og dermed Fagbevægelsens Hovedorganisation. 

LÆS OGSÅ: Formand efter sin første overenskomst: Det er en sejr, der beviser tre ting

Danske Praktiserende Fysioterapeuter er en brancheorganisation for selvstændige fysioterapeuter og små klinikker, og er stiftet i modstand mod det, som de kalder praksissektorens "kvotekonger": Store klinikker og kæder, der sidder på ydernumrene og en uforholdsmæssig portion af magtapparatet i Danske Fysioterapeuter. De ønsker en reform af ydernummersystemet og har meldt sig ind i SMV Danmark.

Sundhed Danmark – Fysioterapi som er en brancheforening kun for arbejdsgivere under Dansk Erhverv. Ifølge Sundhedsmonitor har 160 klinikker allerede meldt sig ind. Foreningen har et erklæret mål om at overtage forhandlingsretten til praksisoverenskomsten fra Danske Fysioterapeuter.

Forhandlingsret bliver afgørende

Og netop praksisoverenskomsten med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) er afgørende for, hvem der sidder på magten i den danske fysioterapibranche.

Det er nemlig den, der regulerer hele ydernummersystemet og adgangen til at fakturere det offentlige.

“For en interesseorganisation er det selvklart et af de vigtigste kampmidler at have forhandlingsretten. Dem, der anerkendes af det offentlige som forhandlingsmodpart, bliver naturligt den primære organisation inden for området. Man vil jo helst være medlem af den organisation, der repræsenterer en i forhandlingslokalet," fortæller Jakob Kjellberg. 

Det er ikke nemt at spå om, hvordan det ville foregå. Ifølge VIVE-professoren er der nemlig ikke præcedens.

"Men det er naturligt at se på, hvem, der er størst. Og her skal man ikke se på antallet af klinikker, der melder sig ind, men antallet af ydernumre, organisationerne repræsenterer."

Ser svært ud at samle igen

Sprængningen af Danske Fysioterapeuter er ikke kommet som en overraskelse for Jakob Kjellberg, der allerede beskrev de voldsomme spændinger for et halvt årti siden - i øvrigt i en analyse lavet på foranledning af Danske Fysioterapeuter.

“Man har kunnet holde sammen på organisationen så længe, fordi der har været store gevinster ved det. Men i bagklogskabens ulideligt klare lys burde man måske have set situationen for sig. Med så store modstridende interesser var det et spørgsmål om tid, før bukserne ikke kunne holde til det," siger han.

“Det havde været en ekstremt hård erkendelse at tage den beslutning tidligere, men så havde man måske i højere grad kunnet kontrollere udviklingen og måske lavet en meget klar adskillelse indenfor samme paraply, som man ser i Lægeforeningen."

Lægeforeningen har separate organisatoriske søjler til yngre læger, overlæger og praktiserende læger, selvom grupperne ofte har modsatte interesser, når det kommer til ledelse og indflydelse i sundhedsvæsenet. 

LÆS OGSÅ: Kaos i Danske Fysioterapeuter: Hele ledelsen sygemeldt midt i internt opgør

“Men det er vist ingen hemmelighed, at det strategiske lederniveau i organisationen har været lammet af interne stridigheder. Og nu er det rigtig svært. For nu er det begyndt at løbe i alle mulige retninger," siger Jakob Kjellberg.

Mere fra A4 Overenskomst

GDPR