
Artiklen er opdateret fredag klokken 9.39 med et yderligere citat fra Claus von Elling, der uddyber sin holdning til forliget.
Stemningen er anspændt i Industriens Hus tirsdag eftermiddag.
Det er snart et døgn siden, 3F's Byggegruppen og DI Byggeri udsendte pressemeddelelsen om, at forhandlingsslutspurten var sat ind.
Siden har Byggegruppens topfolk, Claus von Elling og Jacob Scavenius, nærmest ikke forladt forhandlingsbordet, hvor de har krydset klinger med DI's vicedirektør, Niels Grøn, og underdirektør Anja Bülow.
Men det er blevet tid til, at parternes forhandlingsudvalg tager stilling til det aftaleudkast, der er blevet banket sammen i løbet af de sidste 23 timer. En aftale, der ifølge A4 Overenskomsts oplysninger indeholder flere tiltag i indsatsen mod social dumping og arbejdskriminalitet.
Da døren går op til det lokale, hvor 3F's delegation er forsamlet, kommer Claus von Elling imidlertid ud med en alvorlig besked: Forhandlingsudvalget har forkastet aftalen. Der er ikke engang blevet stemt.
Det er et de facto sammenbrud i forhandlingerne.
Prisen på hammeren
Ingen af parterne har i dag lyst til at gå i detaljer med forløbet, eller hvad der lå i det aftaleudkast, der blev skrottet tirsdag eftermiddag.
"Det vil jeg egentlig helst beholde i forhandlingslokalet. Der var gode, konstruktive forslag. Men vi kunne ikke lave en pakke, som vi alle kunne se os selv i. Det havde vi selvfølgelig ønsket. Men vi har landet en ansvarlig overenskomst. Og det er en kæmpe succes," siger underdirektør i Dansk Industri Anja Bülow til A4 Overenskomst.
De aftalepunkter, der blev forkastet, er kulminationen på mange ugers forhandlinger - og før det flere måneders sonderinger - mellem 3F og DI om det ekstremt ømtålelige og evigt tilbagevendende spørgsmål om udenlandsk arbejdskraft.
Et forhandlingstema, der som følge af medlemmernes prioriterede overenskomstkrav og den massive mediedækning i 2024 var stort pres for at levere på.
LÆS OGSÅ: Analyse: Det du skal holde øje med, når byggeriet lander ny overenskomst
Ifølge en række kilder tæt på forhandlingerne havde 3F og Dansk Industri talt sig ind mod hinanden på to hovedpunkter.
Nye regler for de vigtige 48-timers-møder ville skærpe boden for virksomheder, der har brudt overenskomsten. Til gengæld ville arbejdsgiverne få en række stramninger i sagsbehandlingen, der ville begrænse nogle sager i at blive løftet.
Og så var man ifølge A4 Overenskomsts oplysninger blevet enige om at skrive en fælles appel til Christiansborg. Med ønsket om at få politikerne til at iklæde sig jernhandsken over for de kriminelle i byggebranchen, som den danske model ikke kan stille meget op over for.
Heller ikke formand for 3F Byggegruppen Claus von Elling vil kommentere på det konkrete indhold, men forklarer sammenbruddet således:
"De forbedringer, vi kunne trække arbejdsgiverne med til, stod slet ikke mål med betalingen. Så var meldingen fra forhandlingsudvalget, at man hellere ville bevare status quo. Det gav ingen mening med de forringelser, som i sidste ende ville ramme vores medlemmer," siger topforhandleren til A4 Overenskomst.
Men større bod til virksomheder, der bryder overenskomsten - var det ikke lige præcis den hammer, du efterspurgte?
"Man kan sige, at håndtaget knækkede på den. Og så var den ikke prisen værd," siger von Elling.
Trække blankt og satse
Mens tirsdag eftermiddag bliver til aften, bliver den anspændte stemning i DI's hovedkvarter afløst af udmattelse og uvished.
Nogle af de tilstedeværende har været vågne i mere end 30 timer. På det her tidspunkt regnede man med at stå og præsentere en aftale på et pressemøde.
Det står lysende klart, at man ikke bliver enige om noget på udenlandsk arbejdskraft. Og det sætter topforhandlerne i en situation, hvor man mere eller mindre må starte helt forfra med udgangspunkt i industriforliget.
For Dansk Industri er det en selvstændig drivkraft at styre uden om Forligsinstitutionen. Det var en kæmpe fjer i hatten, at DI som ny overenskomstpart ved OK23 lukkede et byggeforlig uden på noget tidspunkt at sætte benene på Sankt Annæ Plads.
Det var første gang i et årti, det kunne lade sig gøre. Man vil nødig gamble med den status.
Men i 3F's forhandlingsudvalg er der stærke og modsatrettede holdninger. En fløj er klar til at trække blankt og rykke direkte i Forligsen og forhandle videre. Det er jo derfor, den mulighed findes. Og DI må have en endnu stærkere interesse i at lave en aftale, når alternativet er ydmygelsen i, at forligsmand Jan Reckendorff må lave den for dem, lyder et af argumenterne.
Men andre dele af forhandlingsudvalget er mere varsomme. For når forhandlingerne er så fastlåste, indebærer manøvren netop også en betragtelig risiko for at få trukket et mæglingsforslag - baseret på et nøgent industriforlig - ned over hovedet.
Med andre ord: Præcis det samme eller værre end det, DI tilbyder nu. Men uden noget branchespeficikt til murere, tømrere og gulvslibere.
Og vigtigst: uden stigninger på prislister og minutfaktoren, der danner grundlag for udregning af lønnen ved akkordarbejde, lyder det.
Systemet som gidsler
Byggegruppens formand var på det hold, der argumenterede for, at det var for risikabelt at gå i Forligsen.
"Det er rigtigt, at vi fik reguleret prislisterne i Forligsinstitutionen i 2020, som nogle argumenterede for, men det skyldes udelukkende, at vi lavede en bilateral aftale med Dansk Byggeri dengang," siger han.
Ifølge Claus von Elling er det kun sket en gang i løbet af de seneste 70 år, at forligsmanden har givet noget på prislisterne af egen drift - og det var på betingelse af, at de blev genforhandlet senere.
"Jeg kan ikke se, vi skulle have fået et bedre forlig ud af at gå i Forligsen. Men vi kunne sagtens have fået et dårligere. En betonarbejder i Aarhus har 50-60.000 kroner om året på spil med den her prislisteregulering. Det er forholdsvist mange penge at satse," siger han.
I opslag på sociale medier har 3F Byggegruppen betegnet forliget som "en konvertering af industriforliget". Men DI's ene topforhandler afviser, at man blot har en papirstynd kopi af industriens aftale.
"Du har fuldstændig ret i, at vi har brugt måneder på at få enderne til at mødes og måtte konstatere, at det kunne vi ikke. Men selvom det er et smalt forlig, har vi faktisk lavet nogle sindssygt gode aftaler på de enkelte overenskomster. Forliget fylder 90 protokollater. Det er jo ret vildt," siger Anja Bulöw.
Hun medgiver, at nogen sikkert vil udlægge det sådan, at topforhandlerne har tabt det hele på gulvet i sidste øjeblik.
"Men som ansvarlige parter indgår vi en overenskomst fremfor at tage hele systemet som gidsler. Alternativet var, at vi skulle forhandle videre de næste tre uger med risiko for konflikt. Vi har taget ansvar. Og 3F har ansvar," siger Anja Bülow.
"Så er det klart, at der også er et spor om ting, vi ikke kunne løse ved selve overenskomstbordet, og når vi har sovet lidt, skal vi hjælpe hinanden videre," siger hun.
Midnatsafstemning
I Industriens Hus nærmer urets visere sig midnat. Det er halvandet døgn siden, forhandlingsdelegationerne trådte ind ad hovedkvarterets glasdøre.
Aftenens sidste timer er blevet brugt på at forhandle en ny aftale, og det er blevet tid til den endelige afstemning i 3F's forhandlingsudvalg
24 stemmer for. 18 er imod. Byggeriet har indgået et overenskomstforlig.
Derefter går parterne hver til sit. Der bliver heller ikke noget pressemøde dagen efter.
Onsdag formiddag tikker en kortfattet pressemeddelelse ind, og her lyder 3F-topforhandlerens eneste citat, at han er "dybt skuffet".
Det er et budskab, der siden har vakt undren i andre dele af den danske model, og det får A4 Overenskomst til at spørge byggeformanden direkte, om han overhovedet anbefaler folk at stemme ja til sin egen aftale.
“Jeg prøver at forholde mig lidt neutralt. Jeg synes, folk skal læse det igennem og tænke over, hvordan de goder, der ligger i det, passer til deres arbejdsliv. Det vigtigste for mig er, at de stemmer," siger Claus von Elling.
Hvorfor har du lavet en aftale, du ikke selv kan anbefale?
"Fordi alternativet havde været dårligere. Hvis jeg ikke havde lavet et forlig, ville det kun være et mæglingsforslag, der kom til afstemning, og det havde været uden prislistestigninger og branchevise forbedringer. Man må også se på de andre områder: industri, transport og handel er i mål. Intet tyder på, at der ville ske andet, end at vi blev samlet op. Nu kan medlemmerne selv tage stilling til noget."
Tror du på, at den her aftale har en chance for at blive vedtaget?
"Byggegruppens medlemmer er ikke nemme at få til at stemme ja til noget som helst. Sidste gang lavede vi en aftale om et boligtillæg, og den blev stemt ned. Så det bliver nok lidt sværere denne gang," siger 3F's byggeformand.
Efter denne artikels publicering har Claus von Elling kontaktet A4 Overenskomst for præcisere sin holdning til, hvad han anbefaler.
"Jeg fik mandat fra forhandlingsudvalget til at indgå forliget. Det var det rigtige at gøre og jeg anbefaler at stemme 'ja' til aftalen. Men det var ikke det, vi kom efter. Jeg kommer ikke til at køre en stor 'ja'-kampagne," siger von Elling fredag formiddag.