A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Notat: Her er regeringens oplæg til en beskæftigelsesreform

Nyhed|
5. februar 2025 kl. 20.45
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har onsdag præsenteret regeringens bud på en kommende reform af beskæftigelsesindsatsen. | Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har onsdag aften sat ord på regeringens planer for en gennemgribende reform af beskæftigelsesindsatsen. A4 Beskæftigelse er i besiddelse af et notat, der skitserer planerne.

Jobcentrene skal lukke, og kommunerne skal selv have frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen, så den passer til lokale forhold.

Cirka halvdelen af alle særregler i indsatsloven skal afskaffes, og så skal der være omkring 500.000 færre samtaler for borgerne i fremtidens beskæftigelsesindsats.

Derudover skal antallet af målgrupper reduceres fra 13 til 5, og så skal der etableres en forsøgsordning, hvor ledige skal have frit valg til selv at vælge, hvilken aktør der skal hjælpe dem i arbejde. Det kan for eksempel være en privat aktør, kommunen eller a-kassen.

Det fremgår af et notat, som skitserer regeringens oplæg til forhandlinger om en gennemgribende reform af beskæftigelsesindsatsen, som er blevet præsenteret onsdag aften, og som A4 Beskæftigelse er i besiddelse af.

Notatet: Det vil regeringen

Nedlægge jobcentrene

- Nedlægge jobcentre og give kommunerne mulighed for fri organisering
- De enkelte kommunalbestyrelser vil derfor fremadrettet selv kunne bestemme, hvilken organisering der giver bedst mening for den enkelte kommune
- Samlet bruge tre milliarder kroner mindre

Afbureaukratisering

- Skabe et mere simpelt og overskueligt system med færre skift for borgerne
- Antallet af målgrupper i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats reduceres fra 13 til 5
- Afskaffe cirka halvdelen af særreglerne i indsatsloven, som i dag varierer mellem målgrupper
- Fjerner mere end 500.000 tvungne samtaler for borgerne

Ledige – de første seks måneder

- Op mod hver fjerde skal ikke længere til samtaler og indsatser
- Får med et forsøg frit valg af, hvem der skal hjælpe dem i arbejde
- Bliver mødt med større fokus på at komme i arbejde frem for opfyldelse af proceskrav

Sygemeldte

- Bliver sat fri fra samtaler og opfølgning i kommunen
- Mødes med værdighed, ordentlighed og respekt
- Får færre sanktioner

Kilde: Notat, Beskæftigelsesministeriet

Fyringer på vej

I et interview med TV 2 onsdag aften fortæller beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, at den kommende reform betyder fyringer af ansatte i jobcentrene.

”Når så mange krav og detailstyring skal fjernes, så kommer vi også til at have brug for færre til at udføre opgaverne. Det kommer også til at være meget forskelligt lokalt, men selvfølgelig får vi brug for færre hænder, når der er færre opgaver,” siger Ane Halsboe-Jørgensen til TV 2.

Til gengæld er der intet nyt om de forslag til besparelser på uddannelsesområdet, som regeringens ekspertgruppe har anbefalet. Ifølge A4 Beskæftigelses oplysninger har der internt i regeringen været en stridig armlægning om netop uddannelsesbesparelserne.

Det er stadig regeringens ambition, at der årligt skal spares tre milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen, fremgår det af notatet.

Ane Halsboe-Jørgensen ventes snart at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en reform.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR