847 dage.
Så længe er det siden, regeringen skrev i sit regeringsgrundlag, at den ville lave en omvæltende reform af beskæftigelsesindsatsen. Først nu er den historisk store beskæftigelsesreform landet, og jobcenteransatte og a-kassekonsulenter har endelig fået vished over, hvilken fremtid der venter dem.
Og hvad er det så for en fremtid?
Tja, på papiret er det et paradigmeskifte med større frihed til kommunerne, der selv kan bestemme indsatsen uden en portefølje af krav fra staten. Med mere værdighed i sagsbehandlingen og med fokus på mere virksomhedsrettede indsatser til de ledige. Et opgør med et jobcenterregime, som regeringen lidt kækt skriver i aftaleteksten.
LÆS OGSÅ: Overblik: Her er de centrale elementer i ny beskæftigelsesreform
Bevares, når man nedlægger de udskældte rehabiliteringsteam og fjerner sanktioner imod de allermest sårbare ledige, ligner det da et opgør med det beskæftigelsessystem, vi har kendt i årtier. En konfrontation med det system, Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister i 2010’erne er associeret med.
Men selv om politikerne ikke er meget for at indrømme det, er det samtidig en milliardstor spareøvelse, hvor der om få år skal spares op imod tre milliarder kroner. Alene i jobcentrene forventes 3.000 medarbejdere at få en fyreseddel stukket i hånden.
Det centrale spørgsmål er, om man kan spare sig til en mere værdig beskæftigelsesindsats?
Er discountindsats mere værdigt?
Tag bare de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere, der i det nye system skal have en jobhjælpsindsats med kun én årlig samtale med en sagsbehandler. Det er lyder bestemt ikke af meget. Og når kommunerne fremover heller ikke har pligt til at sende dem i aktiveringstilbud, frygter mange, at de bliver parkeret hjemme på sofaen. Ganske vist får de ret til en afklaringssamtale, men kun én gang om året, og ellers er de overladt til sig selv.
I socialrådgiverkredse frygter man, at udsatte lediges problemer kan vokse sig så store, at de til sidst ender på førtidspension. Det vil være et banesår for både den enkelte og for samfundsøkonomien.
Christiansborgs politikere vil på den måde give kommunerne en aktie i nedskæringerne, om kommunerne vil det eller ej. Afviser KL den manøvre, står beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) klar med sin lovhammer
Selv den privatpraktiserende socialrådgiver Maj Thorsen, der i årevis har kaldt den nuværende indsats for de udsatte ledige for uværdigt og ødelæggende, mener nu, at en discountindsats vil være at svigte dem.
”Det her kommer til at betyde flere på førtidspension, fordi de ikke får den rette støtte til at blive afklaret i forhold til arbejdsmarkedet. De mest udsatte og sårbare svigtes big time af den her aftale! Og det bliver rigtig dyrt på sigt!,” skælder og smælder hun i et opslag på X.
Regeringens dristige manøvre
Bekymringen er også stor, når det kommer til de udsatte unge og unge fra kanten af arbejdsmarkedet, hvoraf mange har psykisk sygdom og misbrugsproblemer inde på livet. De ser også ind i fremtid med en skrællet indsats og langt færre rettigheder. For eksempel forsvinder deres ret til mentorstøtte på arbejdspladsen eller uddannelsessystemet. Mentorer hjælper også de unge med at ringe til lægen, holde kontakt med jobcentret, eller med at komme ud af sengen om morgenen, så de kan passe arbejdet eller deres skolegang.
Ja, der sættes nye penge af til IPS-indsatsen i Ungeløftet. Det roses af fagfolk, fordi IPS-indsatsen er en anerkendt metode, der hjælper unge med svære psykiske lidelser eller mental mistrivsel i at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Men de nye IPS-midler er peanuts sammenlignet med reformens massive besparelser på ungeområdet.
Foruden de besparelser, regeringen og aftalepartierne selv har fundet, vil reformpartierne ydermere binde kommunerne til masten i en aftale, hvor der skal findes ekstrabesparelser for et trecifret millionbeløb på ØVO-tilbud og mentorstøtteordningen.
LÆS OGSÅ: Jobpræmie og IPS-millioner skal kompensere for massive besparelser på sårbare unge og udsatte ledige
Christiansborgs politikere vil på den måde give kommunerne en aktie i nedskæringerne, om kommunerne vil det eller ej. Afviser KL den manøvre, står beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) klar med sin lovhammer og kan tvinge besparelserne igennem. Men det er jo en frisættelsesreform, vi har med at gøre, så derfor får kommunerne som betaling for at indgå en aftale med regeringen frihed til selv at beslutte, om det er jobsøgningskurset eller stresshåndteringsforløbet, der skal skæres fra.
Regeringens forsøg på at fedte kommunerne ind i besparelserne er dog en dristig manøvre. De årlige økonomiforhandlinger med KL står for døren, og kommunerne er næppe i interesserede i et økonomisk gok i nødden to gange. Særligt ikke i et valgår.
Tillidsreformen
Med beskæftigelsesreformen skal beslutningskraften tilbage til kommunerne. Det stiller store krav til den enkelte medarbejderes faglige skøn, og den har politikerne i hvert fald på overfladen tillid til. De radikales beskæftigelsesordfører Samira Nawa har endda døbt reformen en tillidsreform. Ifølge hende har Christiansborg tillid til, at sagsbehandlere og jobkonsulenter kan træffe beslutninger funderet i deres faglighed, og at de ledige vil gøre en indsats selv for at komme i arbejde, nu hvor de ikke længere skal straffes med sanktioner.
Men spørgsmålet er, om tilliden også går den anden vej. For hvor stor er tiltroen til, at politikerne kan holde sig væk med nye statslige regler, hvis reformen ender med at blive en fiasko.
Forestil dig en situation, hvor vi med frisættelsen får 98 forskellige beskæftigelsesindsatser, og at den enkelte kommunes indsats beror på byrådets lyst til at prioritere området. Det øger chancen for mediehistorier om uretfærdig forskelsbehandling af de ledige. Men det øger også risikoen for, at Christiansborg igen vil gå ind og detailregulere beskæftigelsesområdet.
LÆS OGSÅ: Lose: Risikabelt med mere ansvar til a-kasserne lige nu
Trods risikoen for, at reformen ikke skaber den frisættelse af beskæftigelsesindsatsen, der lægges op til, så kan politikerne og i særdeleshed Ane Halsboe-Jørgensen godt være tilfredse med resultatet. Aldrig før er der taget et så stort opgør med det over 30.000 siders regelværk på beskæftigelsesområdet.
Men rejsen mod et smallere – og også billigere system – er først lige begyndt. Der venter store sværdslag med kommunerne og arbejdsmarkedets parter om at omsætte aftaletekst til lov og praksis i den nærmeste fremtid.
