A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

DF tabte kamp om a-kasseansvar i seks måneder i jobreform: ”Fuldstændig umuligt at få igennem”

Jobindsats|
11. april 2025 kl. 6.00
Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Nick Zimmermann. | Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Selv om det for Dansk Folkeparti var et kardinalpunkt i forhandlingerne om beskæftigelsesreformen, at a-kasserne fik ansvaret for dagpengemodtagere i seks måneder, måtte partiet til sidst opgive kampen, erkender ordfører.

Når man slår begrebet ”kardinalpunkt” op i ordbogen, beskrives det som noget, der har afgørende betydning for, at man for eksempel kan tilslutte sig en beslutning.

I februar brugte Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Nick Zimmermann, ordet i et debatindlæg, som han var medforfatter til sammen med FH-næstformand Nanna Højlund, SF's Karsten Hønge og Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

”For os er det et kardinalpunkt i de kommende forhandlinger, at a-kasserne får det fulde ansvar for dagpengemodtagerne i det første halve års ledighed,” skrev han og de andre i indlægget.

Trods det klare krav om, at a-kasserne skal have ansvaret for de forsikrede ledige i de første seks måneder, er det ikke kommet med i den netop indgåede beskæftigelsesreform.

Alligevel har Dansk Folkeparti tilsluttet sig reformen, der blev præsenteret onsdag. Og det er der mange gode grunde til, fortæller Nick Zimmermann.

Andre indrømmelser

Han nævner i flæng afskaffelse af ressourceforløb, fratagelse af førtidspension til kriminelle udlændinge og fjernelse af modregning i sager om fleksjob som argumenter for, at DF har sagt ja til aftalen.

Seks måneder til a-kasserne var et kardinalpunkt for jer i forhandlingerne. Men det var det så ikke, når det kom til stykket, eller?

”Det var det både inden forhandlingerne, og det er det stadig, selv om forhandlingerne er slut. Vi har sammen med en stribe andre partier kæmpet for at få det med, men det har været fuldstændig umuligt at få igennem,” siger DF’s beskæftigelsesordfører.

LÆS OGSÅ: Lose: Risikabelt med mere ansvar til a-kasserne lige nu

Men hvis noget er et kardinalpunkt, har det så ikke en så afgørende betydning, at man ikke går med i en aftale, hvis ikke det kommer med?

”Jeg er virkelig glad for alle de andre ting, vi har fået igennem. Men fra Dansk Folkepartis side er politikken stadig den samme i forhold til a-kasserne. Vi vil fortsat kæmpe for, at de får ansvaret for ledige i seks måneder,” siger han.

LA uenig i fagbevægelsens a-kassemodel

Før jul indgik Dansk Folkeparti en a-kassealliance med Fagbevægelsens Hovedorganisation, SF og Enhedslisten, hvor også Liberal Alliance helt usædvanligt var med.

Liberal Alliance er ligeledes med i beskæftigelsesaftalen, og det har partiets beskæftigelsesordfører, Sólbjørg Jakobsen, ikke noget problem med, selv om ønsket om mere ansvar til a-kasserne ikke blev indfriet.

LÆS OGSÅ: Fra ”tiltrængt forenkling” til ”meget skuffende”: Her er dommen over beskæftigelsesreform fra centrale aktører

”Vores politik har hele tiden været, at a-kasserne kan sørge for indsatsen til de forsikrede ledige. Men vi har ikke et problem med, at forslaget om at give a-kasserne ansvaret permanent i seks måneder ikke er med i aftalen. De modeller, fagbevægelsen lagde op til i forslaget, er ikke modeller, vi ville have valgt i Liberal Alliance,” siger Sólbjørg Jakobsen uden at konkretisere det nærmere.

De manglende indrømmelser til a-kasserne var til sidst udslagsgivende for, at SF i ellevte time trak sig fra forhandlingerne. 

I stedet for fagbevægelsens forslag om seksmåneders a-kasseansvar skal der etableres et nyt, treårigt a-kasseforsøg, hvor 100.000 udvalgte dagpengemodtagere får deres kontaktforløb i a-kassen i de første fire måneder.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR