
Kommuner, arbejdsmarkedets parter, udsatteråd og andre med en stor aktie i beskæftigelsesindsatsen står i kø for at dele ros eller ris ud til politikerne, der tirsdag præsenterede en gennemgribende jobreform.
LÆS OGSÅ: Overblik: Her er de centrale elementer i ny beskæftigelsesreform
A4 Beskæftigelse har samlet en buket af reaktionerne her:
Nanna Højlund, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
”Jeg er meget bekymret over, at politikerne i dag har valgt at skære markant i det system, der har sikret en rekordhøj beskæftigelse. Det skaber utryghed for danske arbejdsløse.”
”Fremover er det ikke afgørende, hvilke behov den enkelte arbejdsløse har. Men hvilken kommune, vedkommende bor i. Det er meget risikabelt ikke at sikre den enkelte nogle grundlæggende rettigheder, men at lade hver enkelt kommune beslutte, hvordan beskæftigelsesindsatsen skal se ud – særligt, når de også skal lave massive besparelser. Det kommer til at give enorme forskelle i kvaliteten,” udtaler Nanna Højlund, der samtidig kritiserer, at a-kasserne ikke fik et større ansvar i reformen.
Jacob Holbraad, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
”Det er en tiltrængt forenkling af hele systemet og ikke mindst oprydning i de mange forsørgelsesordninger, som der findes i dag. I en tid, hvor vi kan se frem til mangel på medarbejdere i mange år frem, er det helt afgørende, at vi har en effektiv beskæftigelsesindsats. Vi skal sikre, at de ledige hurtigst muligt kommer i beskæftigelse, og at virksomhederne kan få hjælp til at finde de medarbejdere, de har brug for,” siger Jacob Holbraad og har mestendels roser til den nye reform.
Steen Christiansen, formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg
”Vi står over for den nok største omstilling af beskæftigelsesområdet nogensinde. Ambitionerne er tårnhøje. Og derfor vil jeg også gerne kvittere for, at regeringen og aftalepartierne har lyttet til vores bekymring om de store besparelser, og at de vælger at give lidt flere ressourcer til indsatsen til de unge ved at gøre Ungeløftet permanent. Det er godt. Men vi skal stadig spare rigtig mange penge på området, og det skal gøres på utrolig kort tid. Det er ikke gode vilkår for implementeringen af et markant nyt beskæftigelsessystem,” siger Steen Christiansen.
Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening
”Socialrådgiverne og vores faglighed er afgørende i beskæftigelsesindsatsen, men besparelserne vil give os ringere forudsætninger for at gøre den forskel, som vi brænder for. Syge og udsatte borgere svigtes, når der ikke længere er tid og ressourcer til at bringe dem tættere på arbejdsmarkedet, og jeg frygter, at flere vil ende på førtidspension,” udtaler Signe Færch.
Socialrådgivernes forkvinde anerkender aftalens gode intentioner. Men tror ikke på, at de kan blive til virkelighed.
”Det er positivt, at man vil give socialrådgiverne frihed til at gøre det, der gavner borgerne. Men når færre medarbejdere skal hjælpe et stigende antal borgere, så vil der ikke være tid til at lave de gode, individuelle forløb for borgerne. Vi frygter, at de mest udsatte borgere bliver tabt, når der ikke længere er medarbejdere til at gribe dem.”
Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal
”Det er på høje tid, at vores medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen bliver sat fri for uønskede regler og dokumentationskrav, men når man samtidig fjerner mange af de værktøjer, medarbejderne har til rådighed, bliver frisættelsen mest af alt en tom skal uden væsentligt indhold,” siger han og henviser til de planlagte nedskæringer på beskæftigelsesindsatsen på 2,7 milliarder kroner varigt.
Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser
”Vi tilbød at overtage ansvaret for de ledige i de første seks måneder af ledighedsperioden – i stedet for de nuværende tre. Det ville både give bedre støtte og samtidig skabe store besparelser for kommunerne, som nu står over for at skulle finde tre milliarder i besparelser på indsatsen. At man i stedet vælger at parkere a-kasserne i et par forsøg, er for mig næsten ubegribeligt. Det er i hvert fald meget skuffende,” siger Eva Obdrup.
Rådet for Socialt Udsatte
”Rådet hilser flere af elementerne i dagens aftale velkomne, men er stadig bekymret for at besparelsen på 2,7 milliarder kroner, som følger med reformen, særligt vil ramme de mest udsatte - trods de gode intentioner i aftalen,” skriver Rådet for Socialt Udsatte på LinkedIn, der samtidig glad for, at mange udsatte fremover bliver fritaget for sanktioner i beskæftigelsessystemet.