
Den danske arbejdsmarkedsmodel skal være med til at sikre, at kunstig intelligens bliver en forstærkning af og ikke en trussel mod beskæftigelsessystemet.
Det mener professor i kunstig intelligens ved Copenhagen Business School (CBS) Jan Damsgaard.
Han vil have os til at omfavne mulighederne, der følger med digitalisering og kunstig intelligens. Også i beskæftigelsessystemet.
“Den kunstige intelligens kan understøtte og forstærke de allerede eksisterende arbejdsprocesser og styrke de kompetencer, medarbejderne har. Medarbejderne bliver ikke erstattet, de bliver forstærket,” siger Jan Damsgaard.
Drop den faglige sorg
Jan Damsgaard beskæftigede sig med kunstig intelligens, lang tid før det kom på alles læber. Derfor har han også observeret, hvordan debatten har udviklet sig over de seneste år.
Netop på baggrund af den erfaring vil han gerne advare mod det, han kalder for “faglig sorg”.
Et begreb han beskriver som "en sorg over, at der kommer en kunstig intelligens og tager alle de spændende arbejdsopgaver, og så kan man selv stå tilbage og hælde lidt olie på tandhjulene".
LÆS OGSÅ: Jobcenteransat: Min arbejdsplads er hverken frygtsom eller digitalt fodslæbende
Den sorg, mener Jan Damsgaard, er nyttesløs. Særligt, hvis man er ansat som beskæftigelsesfaglig medarbejder.
Faktisk mener Jan Damsgaard, at kunstig intelligens kan bidrage til et bedre arbejdsliv, hvor medarbejderne i beskæftigelsessystemet får større mulighed for at benytte sig af deres faglighed og uddannelse, fordi de kan få kunstig intelligens til at tage sig af det “lidt kedelige” arbejde.
Han nævner FTF’s a-kasse som eksempel på en a-kasse, der har omfavnet den nye teknologi med kunstig intelligens. A-kassens medlemmer kan via værktøjet Jobmakker få kunstig intelligens til at hjælpe sig med at skrive udkast til jobansøgninger.
Flexicurity-model som fordel
Men træerne vokser ikke ind i himlen. For der vil fremover være arbejdsfunktioner, der bliver overflødige som følge af den nye teknologi.
Juridisk arbejde, forskning og journalistik er ifølge Jan Damsgaard arbejdsområder og brancher, hvor kunstig intelligens kommer til at skabe store forandringer - og måske også arbejdsløshed.
Jeg er klar over udfordringerne, men kunstig intelligens er måske det største teknologiske gennembrud siden elektriciteten. Det kan vi ikke bare sidde overhørigt
Jan Damsgaard, professor, CBS
Her kan den danske arbejdsmarkedsmodel dog blive en fordel, hvis man udkonkurreres af AI-løsninger, vurderer han.
“Flexicurity-systemet giver mulighed for, at man kan tilegne sig nye kompetencer og komme ind på arbejdsmarkedet og finde et nyt job,” siger Jan Damsgaard, der også peger på, at der generelt er lav arbejdsløshed og stor efterspørgsel efter arbejdskraft i Danmark.
En dystopisk tilgang til ny teknologi
Jan Damsgaard oplever stor nysgerrighed over for kunstig intelligens blandt aktørerne på beskæftigelsesområdet, og i april holdt han oplæg for det nationale beskæftigelsesråd, som rådgiver beskæftigelsesministeren i politiske sager.
Under oplægget oplevede han imidlertid også en vis skepsis blandt tilhørerne.
“I Danmark har vi i de seneste år haft denne her dystopiske tilgang til ny digital teknologi,” siger han og henviser blandt andet til bekymringer om beskyttelse af personoplysninger, pålidelighed og datasikring.
Særligt blandt fagforeningerne er der en vis fodslæbende tilgang til kunstig intelligens, oplever han.
LÆS OGSÅ: Jobcenterleder til egne fagfæller: Vi skal turde omfavne digitaliseringen og ikke frygte den
Skal kunstig intelligens for alvor vinde indpas på det danske arbejdsmarked og i beskæftigelsessystemet gælder det om, at arbejdsmarkedets parter sætter sig sammen og får fundet løsninger, mener professoren.
Han håber, at medarbejdersiden derigennem for alvor begynder at kunne se, at der er positive perspektiver i brugen af kunstig intelligens end blot besparelser og fyringer.
“Jeg er klar over udfordringerne, men kunstig intelligens er måske det største teknologiske gennembrud siden elektriciteten. Det kan vi ikke bare sidde overhørigt,” mener Jan Damsgaard.
HK: Maskiner skal ikke træffe afgørelser
I HK Kommunal, der blandt andet er fagforening for jobformidlere, er man begyndt at arbejde med den kunstige intelligens' muligheder og udfordringer.
Ifølge næstformand Pia Lund Jeppesen er det dog stadigvæk noget, der foregår i det små. Hun er særligt skeptisk over for at give kunstig intelligens en myndighedsrolle.
“Beslutningerne skal træffes af mennesker. Hvad vil du gøre, hvis der er blevet truffet en forkert afgørelse? Du kan jo ikke komme efter en maskine,” siger hun.