
Han er ikke meget for at indrømme det. Måske er det hans jyske beskedenhed, som han selv siger. Men Kasper Ejlertsen har via sit flerårige arbejde som virksomhedskonsulent i Odense Kommunes beskæftigelsesforvaltning stor viden om beskæftigelsesområdet og dets mange paragraffer og spidsfindige regler.
I foråret blev han af 44.000 medlemmer valgt som HK Kommunals næstformand, og nu er det ham, HK’ernes jobcenteransatte kigger efter for at få nyt om den store jobreform, som regeringen bag kulissen lige nu er ved at strikke sammen.
På forhånd lægges der op til historisk store milliardbesparelser, og at kommunerne skal have carte blanche til at lukke jobcentrene helt.
LÆS OGSÅ: Økonomer rygende uenige om centralt forslag til ny jobreform. Nu tilbageviser vismand ekspertgruppes beregninger
Den store uvished om fremtidens beskæftigelsesindsats sætter sine spor i HK’ernes arbejdsmiljø, konstaterer Kasper Ejlertsen.
”Vores medlemmer er pressede. De er også mere pressede end tidligere. Er de gode til at være i det? Ja, de er sindssygt gode til at være i det. Undskyld udtrykket, men det er ufatteligt, hvor meget man som menneske i virkeligheden kan holde til,” siger Kasper Ejlertsen til A4 Beskæftigelse, da vi møder ham i HK Danmarks lokaler i Weidekampsgade i København.
Frisættelse kræver opkvalificering
Politikerne lægger op til at barbere jobcentrenes økonomi med cirka en fjerdedel, og det vil formentlig føre store fyringsrunder med sig. Men det er ikke det eneste, der bekymringer Kasper Ejlertsen, der - før han blev HK Kommunals næstformand - var fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Odense Kommunes beskæftigelses- og socialforvaltning.
Om Kasper Ejlertsen
Kasper Ejlertsen, 49 år
2024: Næstformand for HK Kommunal. Som næstformand varetager han interesserne HK'ere ansat i kommunerne og regionerne. Det tæller blandt andet alt fra beskæftigelsesfaglige medarbejdere til sundhedsansatte, bibliotekarer og administrative medarbejdere
2017-2021: Byrådsmedlem (S) i Odense Kommune, hvor han blandt andet var formand for kommunens sundhedsudvalg
2016: Fællestillidsrepræsentant for HK’erne i beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune
2013: Tillidsrepræsentant i beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune
2011: Ansat i beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune
Foruden posten som næstformand er Kasper Ejlertsen blandt andet medlem af HK Kommunals ressourcegruppe på beskæftigelsesområdet
Kilde: HK
Et andet formål med den kommende reform er nemlig at sætte jobindsatsen fri af kontrol og rigide proceskrav fra staten. I stedet skal kommunerne i langt højere grad selv beslutte, hvordan de vil tilrettelægge deres indsats, vel vidende at den kan blive vidt forskellig fra kommune til kommune.
Det er klart, at ekspertgruppens inddragelse kunne have været bedre, men det må man sikre sig at rette op på politisk, når der skal forhandles om reform
Kasper Ejlertsen
Det sætter store krav til medarbejdernes faglighed, og skal den løftes, kræver det, at politikerne er villige til at sætte penge af til efteruddannelse af medarbejderne, mener Kasper Ejlertsen.
Ekspertgruppen har foreslået, at der afsættes en kompetencepulje på 100 millioner kroner, der skal gå til opkvalificering af sagsbehandlere i kommuner og a-kasser. Men beløbet er overhovedet nok, hvis det skal batte, mener han.
”Hvis man reelt ønsker at frisætte, og det er en god ting, så skal det være, fordi man ønsker at give styring til kommunerne. Men så må man også være skarp på at sige, at det koster nogle penge til eftervidereuddannelse og opkvalificering af de i forvejen dygtige medarbejdere. Det beløb, ekspertgruppen foreslår at sætte af, rækker jo ikke til mange medarbejdere. Jo mere, man transformerer en indsats, jo mere opkvalificering kræver det,” påpeger Kasper Ejlertsen.
Jobindsatser er ikke øverst i hierarkiet
Han har også bidt mærke i ekspertgruppens forslag om, at penge til jobindsatser fremover skal tages fra samme serviceramme, der også finansierer andre velfærdsopgaver i kommunerne. Det kan ifølge Kasper Ejlertsen få den konsekvens, at kommunalpolitikerne vælger at prioritere børnepasning og ældrepleje over jobindsatser, når budgetterne skal lægges.
”En presset kommune vil aldrig vælge beskæftigelsesområdet til som det første. Jeg har endnu ikke stødt på den kommune, der gør det i hvert fald,” siger Kasper Ejlertsen, der i perioden 2017-21 selv sad som byrådsmedlem i Odense Kommune.
LÆS OGSÅ: Pressede kommuner risikerer at skulle vælge mellem jobindsatser, børnehaver og ældrepleje
Når præmissen har været at finde besparelser for tre milliarder kroner, forstå han godt, at det kan have været en svær øvelse for regeringens udpegede eksperter. Men anbefalingerne er ikke udtryk for, at man har haft i sinde at pege på løsninger, der kan skabe den mest effektfulde og fagligt funderede beskæftigelsesindsats, der imødekommer både sagsbehandlernes, borgernes og samfundets behov, mener næstformanden i HK Kommunal.
Husk hele værktøjskassen
Eksperternes forslag om færre målgrupper i beskæftigelsesområdet er ifølge Kasper Ejlertsen tiltrængt, men han kan ikke se fidusen i at skære på om ungeområdet og uddannelse til de ledige. For det vil have en pris, påpeger han.
”Der lægges op til, at medarbejderne med den foreslåede frisættelse skal have flere handlemuligheder. Men så hjælper det jo ikke, hvis man fjerner nogle af deres redskaber i værktøjskassen. Forestil dig, at en virksomhed kommer og siger, at de gerne vil ansætte en ledig, hvis han eller hun har taget et specifikt uddannelsesforløb. Men kommunen kan så ikke bevilge det, fordi den ledige først har ret til uddannelse efter 26 uger,” forklarer Kasper Ejlertsen.
Fagbevægelsen og politikere fra Socialdemokratiet advarer om, at man ikke skal skære ned på uddannelse til de ledige. Men glemmer I ikke, at vejen til et arbejde også kan gå gennem virksomhedspraktikker og ordinære løntimer?
”Jeg ved ikke, om vi glemmer det. Det er også et vigtigt spor. Få ordinære løntimer kan rykke rigtig meget for nogle ledige. Som virksomhedskonsulent har jeg selv set, at få ordinære løntimer kan blive til flere. Men det handler om at benytte de værktøjer, der kan få den enkelte borger tættere på arbejdsmarkedet, og det er meget individuelt, hvad der virker. For mig er det ikke enten eller, det er både og. Nogle gange er det ordinære løntimer, der virker, andre gange er det uddannelse, men alt sammen skal være en del af værktøjskassen,” siger han.
Vil banke på hos minister
Selv om ekspertgruppen nu har spillet ud med anbefalinger til fremtidens jobindsats, så er det ifølge Kasper Ejlertsen ikke givet, at politikerne køber dem en til en, når de skal forhandle om en endelig reform.
Og som talerør for mange af landets jobcentermedarbejdere vil han gøre sit til, at deres synspunkter bliver hørt i forhandlingslokalet hos beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
LÆS OGSÅ: Claus Hjort advarer regeringen: De svageste ledige kan blive tabt på gulvet, hvis jobcentrene lukker
Kasper Ejlertsen er overbevist om, at han godt kan få ministeren til at lytte, selv om det tidligere har været svært at trænge igennem med budskaber til statsapparatet. Hans forgænger på næstformandsposten, Pia Lund Jeppesen, har nemlig kritiseret ekspertgruppen for manglende inddragelse af arbejdsmarkedets parter og andre aktører på beskæftigelsesområdet, og den kritik er han enig i.
”Det, HK kommunal kan, det er, at vi ved, hvad der rører sig ude lokalt. Vi har medlemmer med rigtig mange fagligheder, som spænder enormt bredt på jobcenter- og socialområdet. Vi ved noget om de områder, og jeg håber selvfølgelig, at man ser os som en vigtig dialog- og sparringspartner. Det er klart, at ekspertgruppens inddragelse kunne have været bedre, men det må man sikre sig at rette op på politisk, når der skal forhandles om reform,” siger Kasper Ejlertsen.