Hvis man først én gang har slået sig på det offentlige system, kan man være mindre tilbøjelig til at deltage i et kommunalt forebyggelsestilbud.
Det er et af fundene i en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).
"Der er nogle af borgerne, der ikke har lyst, så snart de hører, at det er et tilbud i kommunen," siger Marie Henriette Madsen, der er projektchef hos Vive.
Vive har for Københavns Kommune undersøgt, hvilke forskellige barrierer, der forhindrer, at borgere med helbredsudfordringer deltager i kommunens rehabiliterings- og forebyggelsestilbud.
Københavns Kommune har inddelt borgerne over 65 år i fire forskellige klynger efter blandt andet deres sygdomsbelastning, plejebehov, arbejdsmarkedstilknytning og uddannelsesniveau.
Man har valgt at fokusere på den gruppe, der har den næsthøjeste belastningsgrad og den næsthøjeste andel af borgere med risikofaktorer, fordi kommunen vurderer, at der for denne gruppe er et særligt sundhedsfremmende potentiale.
"Det er en gruppe, der ikke er lige så tilbøjelige til at gå til lægen eller til at passe deres sundhed som os andre, og som måske også har et arbejde, der er fysisk belastende," siger Marie Henriette Madsen.
Individuelle og tilbudsspecifikke barrierer
Undersøgelsen viser, at der både er individuelle barrierer hos borgerne, og barrierer, der knytter sig til kommunens forebyggelsestilbud. De to typer af barrierer spiller sammen og gør det sværere for nogle borgere at benytte sig af kommunens tilbud.
Og en af de individuelle barrierer er altså, at man har negative erfaringer eller forventninger, der knytter sig til offentlige tilbud. Det kan for eksempel være forventninger om at tilbuddet minder for meget om skole, eller en skepsis over for at deltage i et gruppebaseret tilbud.
"Det kan også være, at de engang har haft et dårligt forløb i jobcenteret," siger Marie Henriette Madsen.
En individuel barriere kan blandt andet være, at borgerne har flere forskellige udfordringer. Dermed kan deres sundhedstilstand risikere at ryge i baggrunden, og samtidig kan det påvirke overskuddet til selv at søge hjælp.
"Det kan være, at de har økonomiske problemer, eller det kan være, at der er noget med deres familieliv, som er svært. Det kan være børn, der har det svært i skolen, men det kan også være deres eget arbejdsliv, som måske fylder og tager fokus fra deres sundhedsudfordringer," siger Marie Henriette Madsen.
Når det gælder de mere tilbudsspecifikke barrierer, kan det blandt andet være ventetiden fra henvisning til opstart, der får borgerne til at miste motivationen.
Også det, at tilbuddene ofte er organiseret omkring bestemte diagnoser, kan gøre det svært at henvise borgere, der for eksempel har flere forskellige diagnoser, til de rigtige tilbud. Derudover har borgerne i gruppen ofte et behov for individuelt tilpassede tilbud, hvilket ofte udfordres af de kommunale økonomiske rammer.
Endelig kan den geografiske afstand til rehabiliterings- og forebyggelsestilbuddene også have betydning for, om borgerne benytter dem.
Bedre opsporing og henvisning
Ud over at identificere barriererne peger Vives undersøgelse også på en række fokusområder, Københavns Kommune kan arbejde videre med.
Blandt andet kan man gennem et spørgeskema sendt til alle borgere opspore dem, der ville have gavn af kommunens forebyggelsestilbud, men som for eksempel kun har sparsom kontakt til deres praktiserende læge.
Samtidig foreslår undersøgelsen, at man styrker muligheden for, at flere forskellige aktører, der ikke nødvendigvis har med sundhed at gøre, kan henvise borgere til tilbuddene. Det kunne for eksempel være jobcentrene eller aktører i civilsamfundet.
"Men almen praksis er stadig en af de vigtigste indgange. Børn kan man godt nogle gange få kendskab til gennem skolen, fordi næsten alle børn går i skole. Men denne her gruppe er ikke bare ét sted, og der bliver almen praksis en vigtig spiller," understreger Marie Henriette Madsen.
Et andet af de fokusområder, Vive peger på, handler om i højere grad at tilpasse rehabiliterings- og forebyggelsestilbuddene til målgruppens individuelle behov. Det kan for eksempel dreje sig om tilbuddenes indhold, form eller lokation.
Derudover kan det være en god idé med tilbud, der går på tværs af diagnoser. Det kan blandt andet være tilbud, der retter sig mod forskellige risikofaktorer, eller sociale tilbud.
Og så er det ifølge Marie Henriette Madsen en god idé at henvise folk videre til udslusnings- og brobygningsaktiviteter, når de har afsluttet rehabiliterings- og forebyggelsestilbuddet. Både for at de kan fastholdes i de gode vaner, de har lært, men også så de kan fortsætte med at være en del af et fællesskab.
"I undersøgelsen kan vi se, at det at være i et fællesskab for nogle borgere har en effekt i sig selv. Så på det område er der også et stort potentiale i at styrke samarbejdet med civilsamfundet," siger hun.
Kan bruges i arbejdet med sundhedsreformen
Selvom Vives undersøgelse fokuserer på forebyggelsen i Københavns Kommune, kan andre aktører ifølge Marie Henriette Madsen godt lære noget af den.
Det gælder både andre kommuner, men også i arbejdet med sundhedsreformen.
"Når man laver om i organiseringen skaber man jo typisk også nogle nye samarbejdsflader og nogle nye indgange for borgerne. Der kan undersøgelsen pege på nogle ting, der kan være udfordrende," siger hun.
Hvis man for eksempel vælger at flytte noget af forebyggelsesarbejdet til regionerne, kan undersøgelsen være brugbar, mener Marie Henriette Madsen.
"Det kan blandt andet være i forhold til, hvilken betydning afstanden har, eller hvad man gør, hvis nogle borgere også har behov for noget, der ikke kun relaterer sig til deres sundhed," siger hun.
