A4 Sundhed
Køb abonnement

I mange år var arbejdsmarkedets parter skeptiske over for motionsøvelser på arbejdspladsen. Men stemningen er vendt, og det kan ses på tallene

6. marts 2025 kl. 6.00
Ifølge professor på NFA, Lars Louis Andersen, er der hos arbejdsmarkedets parter sket en ændring i holdningen til småøvelser. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Ny forskningsartikel fra NFA viser en stigning i antallet af medarbejdere, der bliver tilbudt småøvelser i arbejdstiden. Øvelserne kan være med til at reducere langtidssygefraværet, siger professor hos NFA, Lars Louis Andersen.

I flere år har de positive effekter ved motion på arbejdspladsen været veldokumenterede.

Og nu tyder det på, at et stigende antal arbejdspladser er blevet opmærksomme på det gavnlige i at lade medarbejderne træne i arbejdstiden.

Små motionsaktiviteter på arbejdspladsen bliver nemlig mere og mere udbredte.

Det viser en ny forskningsartikel fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der er baseret på mere end 15 års forskning i de såkaldte småøvelser, der er små effektive træningsaktiviteter, der typisk udføres med en træningselastik.

I 2012 blev 15,2 procent af danskerne tilbudt småøvelser på arbejdspladsen. I 2023 var det tal steget til 25,2 procent.

LÆS OGSÅ: Længe ventet analyse fra Kraka: Odense Kommune kan spare op mod 60 millioner kroner om året, hvis de styrker forebyggende indsats

Ifølge professor på NFA Lars Louis Andersen, der står bag forskningsartiklen, er der tale om væsentlig stigning. Og selvom NFA ikke har tal fra før 2012, er det hans indtryk, at situationen har ændret sig endnu mere, siden han i 2005 begyndte at forske i småøvelser.

"Dengang var det ikke mit indtryk, at det var noget, man gjorde på arbejdspladserne," siger Lars Louis Andersen.

Arbejdsmarkedets parter har ændret holdning

En af årsagerne til, at motionsøvelser på arbejdspladsen er blevet mere udbredte, kan ifølge Lars Louis Andersen være, at der er sket en holdningsændring hos arbejdsmarkedets parter.

Da han indledte sin forskning i småøvelser var der en stor modstand mod konceptet fra både arbejdsgivere og arbejdstagere, fortæller han.

"På arbejdsgiversiden var den udbredte holdning, at folk måtte lave motion i deres fritid. Og fagforbundene var kritiske over for, om man lagde ansvaret for meget over på den enkelte medarbejder. Så skulle medarbejderne blive stærke for, at de kunne holde til deres arbejde i stedet for, at man gjorde noget ved arbejdsmiljøet," siger han. 

LÆS OGSÅ: Magtliste: De 25 sundhedsprofiler med mest magt i den danske model

Stemningen blandt arbejdsmarkedets parter er dog vendt, understreger Lars Louis Andersen.

"Modstanden er blødt op gennem årene. Arbejdsgiverne kan se, at mange af deres medarbejdere gerne vil have det, og ser det måske lidt som et medarbejdergode, der gør det attraktivt at være på arbejdspladsen. Og fagforbundene kan se, at det hjælper deres medlemmer, hvoraf mange har smerter i kroppen," siger Lars Louis Andersen.

Lars Louis Andersen peger også på NFA's arbejde på området som en faktor, der kan have været med til at åbne øjnene for småøvelsernes positive effekter ude på arbejdspladserne.

Blandt andet lavede NFA i samarbejde med det tidligere Videncenter for Arbejdsmiljø den nationale kampagne "Job og Krop", hvor småøvelser var et væsentligt fokuspunkt.

Kan mindske sygefraværet

NFA's forskning viser, at øvelserne er effektive til at mindske smerter i ryg, nakke og skuldre, og at de både kan styrke arbejdsevnen og samarbejdet på arbejdspladsen.

Forskningen viser også, at udbredelsen af de korte motionsaktiviteter på arbejdspladsen kan mindske sygefraværet markant.

"Vi lavede en undersøgelse, hvor vi fulgte 70.000 lønmodtagere i to år. Dem, der lavede småøvelser, havde mindre risiko for langtidssygefravær," siger Lars Louis Andersen.

LÆS OGSÅ: Norsk ekspert: Her er, hvad Danmark kan lære af Norges folkesundhedslov. Men I burde kigge mod et helt andet land

På baggrund af undersøgelsen kunne NFA regne ud, at langtidssygefraværet - det vil sige fravær, der strækker sig over mere end 30 dage - i Danmark ville kunne nedbringes med 12,8 procent, hvis alle arbejdspladser indførte småøvelser.

"Det er temmelig mange penge, man kunne spare, hvis man udbredte det," siger Lars Louis Andersen.

NFA's forskning viser, at ti minutters træning tre gange om ugen er nok til at gøre en mærkbar forskel. For nogle grupper af medarbejdere - for eksempel kontormedarbejdere med nakke- og skuldersmerter - er helt ned til to minutter nok.

Mere fra A4 Sundhed

GDPR