
Kommunerne i Rebild og Silkeborg har taget nogle store skridt i at nedbringe antallet af borgere, der modtager kontanthjælp, sygedagpenge og andre offentlige ydelser.
Når man ser bort fra Læsø Kommune, hvor der bor knap 1.800 personer, har de to jyske kommuner haft den største placeringsmæssige fremgang på Beskæftigelsesministeriets benchmarkliste, hvor kommunerne rangeres efter, hvor mange borgere på offentlig forsørgelse de har målt i forhold til deres rammevilkår.
LÆS OGSÅ: Rapport afslører voldsom merudgift ved privatisering af jobindsats i Sverige. V afviser, at det kan oversættes til danske forhold
Rebild Kommune er gået fra en placering som nummer 70 på benchmarklisten i andet kvartal 2020 til nummer fire i andet kvartal 2024, der er den seneste opgørelse. Det svarer til en fremgang på hele 66 pladser. Præcis den samme fremgang kan Silkeborg Kommune notere sig. Kommunen fra Søhøjlandet er rykket fra en placering som nummer 86 til nummer 20 i samme periode.
Borgere på offentlig forsørgelse
I Beskæftigelsesministeriets benchmarkliste tæller flere ydelsesgrupper med i gruppen af borgere på offentlig forsørgelse. Ydelsesgrupperne er:
- Gruppen, der er på dagpenge, omfatter dagpengemodtagere og folk på kontantydelse og arbejdsmarkedsydelse
- Gruppen på kontanthjælp omfatter kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere, folk på selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse, revalidering og forrevalidering, ledighedsydelse og ressourceforløb
- Gruppen på sygdagpenge omfatter borgere på sygedagpenge, og borgere, som modtager en ydelse, mens de er i jobafklaringsforløb
Kilde: Jobindsats.dk, Beskæftigelsesministeriets benchmarkliste
Zoomer man ind på de konkrete tal, er Silkeborg Kommune gået fra at have 370 flere, end hvad man kunne forvente, på offentlige ydelser i 2020, til at have 190 færre ved den seneste opgørelse fra i år. Samme tendens gør sig gældende i Rebild Kommune. Her var forskellen mellem det forventede og faktiske antal borgere på offentlig forsørgelse i andet kvartal 2024 minus 100 personer. Fire år tidligere hed det tal plus 40.
Artiklen fortsætter under tabellen
Der er dog også en del kommuner, der er raslet ned på benchmarklisten. Det gælder ikke mindst kommunerne i Nyborg (fra nr. tre til nr. 88), Ishøj (fra nr. 17 til 98) og Mariagerfjord (fra nr. 15 til nr. 86). Mest bemærkelsesværdig er udviklingen i Nyborg Kommune, som er gået fra at have 160 færre end det forventede på offentlig forsørgelse i andet kvartal 2020 til 90 flere, end hvad man på forhånd havde vurderet, præcis fire år efter.
Se den placeringsmæssige udvikling for alle 98 kommuner her: