A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

Ankestyrelsen: Arbejdspligt og nye kontanthjælpsregler vil føre til markant stigning i klager

Ydelser|
10. oktober 2024 kl. 6.00
En tocifret millionregning kan snart blive sendt i Ankestyrelsens retning, vurderer styrelsen selv. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Tusindvis af borgere vil klage over ydelsesnedgang og indsatser i forbindelse med ny arbejdspligt og nye kontanthjælpsregler fra årsskiftet, forudser Ankestyrelsen.

Den nye arbejdspligt til indvandrere ventes ikke blot at blive en tung byrde for kommunerne med mere krav om dokumentation og papirarbejde. Den vil også føre en hale af klagesager med sig hos Ankestyrelsen.

Det er i hvert fald styrelsens egen vurdering. Ankestyrelsen forventer nemlig, at arbejdspligten vil føre til cirka 545 flere klagesager og en merudgift på 2,4 millioner kroner til styrelsen om året, fremgår det af dens høringssvar til de foreslåede lovændringer.

”Det forventes bl.a. at ville generere klagesager, som handler om dispensation fra arbejdspligten, udmøntning af arbejdspligten, vejledning og opkvalificering samt transportudgifter som følge af arbejdspligten,” skriver Ankestyrelsen.

LÆS OGSÅ: 22.000 skulle omfattes af arbejdspligten. Nu nedjusterer regeringen antallet markant

I Beskæftigelsesministeriet er man bevidst om, at arbejdspligten kan øge sagsstammen hos Ankestyrelsen. Men man vil følge udviklingen tæt, skriver ministeriet i et høringsnotat og tilføjer, at der lige nu foregår en tæt dialog mellem Social- og Boligministeriet og Ankestyrelsen om det forventede antal klager.

Ekstraregning på 41 millioner over tre år

Endnu værre ser det dog ud, hvad angår antallet af borgere, der vil komme i klemme med de nye kontanthjælpsregler. Ankestyrelsen skønner, at klagesagerne på baggrund af de nye regler i kroner og øre vil udgøre godt 41 millioner kroner over de næste tre år og herefter fem millioner kroner årligt.

Klagesagerne vil især handle om borgere, der vil opleve at gå ned i ydelse, skriver Ankestyrelsen i et høringssvar.

”Lovforslaget indebærer, at 54.500 kontanthjælpsmodtagere vil opleve en nedgang i ydelsen som følge af overgangen til de nye kontanthjælpsregler,” skriver styrelsen og fortsætter:

”Ankestyrelsen vurderer, at 10 pct. af de borgere, der går ned i ydelse, herunder borgere der mister deres aktivitetstillæg og diagnosesats, vil klage i forbindelse reglernes ikrafttræden, svarende til en sagstilgang på ca. 5.450 ekstra sager i 2025 og 2026.”

LÆS OGSÅ: Michael Rosholm: Ja, kommunerne kan sjofle beskæftigelsesområdet, hvis de vil - men én ting taler imod, at det vil ske

Det nye kontanthjælpssystem har til hensigt at gøre reglerne på området enklere med færre satser og mere overskuelighed for sagsbehandlerne. Men den bliver også kritiseret for at sende 10.000 personer ned på en lavere ydelse - heriblandt mange med indvandrerbaggrund.

Kontanthjælpsaftalerne og aftalen om arbejdspligt blev indgået i oktober 2023, og de blev fremsat i Folketinget i sidste uge. De træder i kraft 1. januar 2025.

Ankestyrelsen behandler årligt omkring 50.000 sager på alle sagsområder.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR