Det er langt fra alle arbejdspladser, der er lige tilfredse med, at det siden i sommer har været et krav, at alle danske arbejdspladser skal registrere arbejdstiden. Men der kan være udsigt til, at registreringen skal foretages endnu mere detaljeret, end de danske arbejdsgivere hidtil har gjort.
I december 2024 faldt der nemlig en dom i en sag ved EU-retten omkring tidsregistrering, som ifølge juraeksperter er principiel og bør få betydning for Danmark.
I dommen står der, at arbejdsgiverne har pligt til at føre daglig registrering af arbejdstiden, som skal omfatte start- og sluttidspunkt for hver arbejdsdag.
Beskæftigelsesministeriet har ellers slået fast, at den måde, som Danmark har implementeret EU-dommen på, betyder, at det ikke er et krav, at det skal registreres, hvornår på døgnet arbejdet har fundet sted, men kun den samlede arbejdstid.
Men den holdning sætter EU-dommen spørgsmålstegn ved, mener flere eksperter, som A4 Arbejdsmiljø har talt med.
"Jeg vurderer, at dommen vidner om, at den praksis, som Danmark har indført, næppe er nok til at opfylde kravene i EU-retten, hvilket betyder, at vi egentlig bliver nødsaget til at lave loven om, så de krav, der er til et tidsregistreringssystem, også indeholder start- og sluttidspunkter," siger Bjørn Holtze, der er studielektor, ph.d. ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet med viden om arbejdsret.
EU-Domstolen har det sidste ord i spørgsmål om, hvordan medlemslandene skal fortolke direktiver og traktater, og derfor føler Bjørn Holtze sig ret overbevist om, at Danmark skal forholde sig til dommen.
"Det er jo EU-Domstolen, der fortolker EU-retten. Og derfor tænker jeg også, at det bliver man jo dybest set nødt til at rette ind efter," siger Bjørn Holtze.
Den spanske hushjælp
Sagen slår sine rødder helt tilbage til 2021 og handler om en kvindelig hushjælper fra Spanien, der blev afskediget af sin private arbejdsgiver. Hun valgte at slæbe arbejdsgiveren i retten for uretmæssig fyring og krævede erstatning for manglende betaling af overarbejde og ikke-afholdt ferie.
Hun fik kun delvist medhold, da hun ikke kunne bevise, hvor meget hun rent faktisk havde arbejdet, idet den spanske lovgivning ikke pålægger private arbejdsgivere - såsom en almindelig hustand - at føre tidsregistrering for deres hushjælp, barnepige eller lignende.
LÆS OGSÅ: Første kortlægning af lovpligtig registrering af arbejdstid viser splittelse blandt lønmodtagere
Det fik den spanske domstol til at sende spørgsmålet om netop tidsregistrering videre til EU-Domstolens vurdering. Og de kom i december 2024 frem til, at det var i strid med EU-direktivet, at Spanien havde fortolket lovgivningen på den måde. EU-Domstolen fastslog, at en undtagelse for hushjælp strider mod EU-retten, fordi den gør det umuligt for disse ansatte at dokumentere deres arbejdstid og kræve deres rettigheder. Samtidig er 95 procent af de spanske hushjælpere kvinder, så domstolen kom også frem til, at der var tale om indirekte diskrimination i strid med EU’s regler om ligebehandling.
Det, der kan gøre dommen interessant for Danmark, er, at EU-Domstolen i samme ombæring udpensler, hvordan et sådant system for tidsregistrering bør se ud og opridser, at direktivet kræver, at arbejdsgivere fører daglig registrering af arbejdstiden, som skal omfatte start- og sluttidspunkt for hver arbejdsdag.
Det gør de, fordi formålet med tidsregistrering er at sikre, at hviletidsbestemmelserne bliver overholdt. De dikterer blandt andet, at ansatte skal have mindst 11 sammenhængende timers hvile inden for hver periode på 24 timer.
Splid om juraen
Beskæftigelsesministeriet afviser imidlertid over for A4 Arbejdsmiljø, at EU-dommen bør føre til ændringer i den danske lovgivning på området.
"Ministeriets vurdering er, at afgørelsen ikke udgør en ændring af det EU-retlige krav om registrering af lønmodtageres daglige arbejdstid," skriver ministeriet i et skriftligt svar til A4 Arbejdsmiljø. De understreger i samme ombæring, at de ikke mener, at de spanske og danske regler på området kan sammenlignes, samt at de ikke synes, der står noget nyt i forhold til den EU-dom, der oprindeligt førte til lovkravet om tidsregistrering.
Danske arbejdsgiverforeninger har gentagende gange fremhævet, at kravet om tidsregistrering ikke må blive en administrativ byrde for virksomhederne, der i forvejen kæmper for mindre bureaukrati. Deres jurister har derfor også nærlæst EU-dommen, og ligesom ministeriet mener de heller ikke, at den bør føre til ændringer i Danmark.
"Dybest set opfatter vi det jo som en meget konkret afgørelse baseret på nogle særlige spanske forhold. Vi mener ikke, at dommen udtrykker noget nyt i forhold til tidligere afgørelser - herunder Deutsche Bank-afgørelsen (der førte til, at arbejdstidsdirektivet blev indført, red.) - og vi mener derfor heller ikke, at det giver anledning til, at man skal foretage ændringer i dansk ret," siger Steen Müntzberg, der er vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fagbevægelsens Hovedorganisation til EU-dommen. De har dog tidligere udtalt, at de ikke mener, at det er i overensstemmelse med EU-direktivet, at Beskæftigelsesministeriet fortolker direktivet, som de gør.
Selvom Beskæftigelsesministeriet ikke umiddelbart lægger op til, at dommen skal ændre noget i den danske lovgivning, betyder det ikke nødvendigvis, at spørgsmålet bare strander der. Hvis parterne finder det nødvendigt, kan de tage spørgsmålet op ved de danske domstole eller ved voldgiftsretten, hvor domstolen i den forbindelse kan nå til den konklusion, at det er et spørgsmål, der skal forelægges for EU-Domstolen.
