Der er noget karakteristisk for vores tid i den måde, vi søger løsninger på komplekse problemer: Vi individualiserer dem. Når mennesker mistrives, søger vi individet, der kan “gøre noget anderledes”.
Når arbejdslivet slår sprækker, leder vi efter den leder, der kan “skabe mening”. Og når systemerne bliver for tunge, for bureaukratiske eller for kolde, opfinder vi nye figurer – som høvdingen – for at fortrylle det, vi ikke længere forstår eller kan navigere i.
Men måske er det ikke ledelse, der mangler. Måske er det noget langt mere grundlæggende: tillid, balance og kollektiv og forpligtende ansvarlighed. Måske skal vi ikke opfinde nye metaforer – og da slet ikke metaforer, der også henleder tankerne på gammeldags brutalitet og manddomsprøver som adgangsbillet til respekt og autoritet.
LÆS OGSÅ: Klumme: Hvornår blev voksnes kriser de unges ansvar?
Måske er det på tide, at vi forlader hele idéen om, at ledelse skal testes i smerten, hærdningen, det ekstreme. Måske skal vi i stedet gentænke, hvad vi overhovedet mener med arbejde, med organisering, med menneskelige fællesskaber.
Ideen om høvdingeledelse er et symptom på en kultur, der længes. Længes efter ro, overblik, retning. Den tilbyder noget, der føles dybt menneskeligt. Og alligevel trækker den på nogle af de samme tankegange, der har skabt den krise, den vil løse: troen på, at alt bliver godt, hvis blot den rette person får ledelsen. Troen på, at forandring starter med en stærk figur – og ikke med fælles refleksion, fælles beslutning, fælles ansvar.
Det er en fortælling, der dulmer – men ikke transformerer
Når mennesker mistrives i arbejdslivet, er det ikke fordi, de mangler en høvding. Det er fordi, de mangler indflydelse. Tid. Meningsfuldhed. Muligheden for at mærke sig selv i det, de gør. De lider ikke af fraværet af autoritet – men af nærværet af en logik, hvor effektivisering trumfer eftertanke, og hvor organisationer bygger på præstation frem for relation.
Her risikerer høvdingeledelsen at fungere som en slags ny ledelsesteknologi – blot med en mere jordbundet metafor. Det lyder menneskeligt, men det handler stadig om styring. Det handler stadig om at finde det “rigtige” ledelsesgreb – ikke om at stille de svære spørgsmål: Hvordan vil vi være sammen? Hvad er et godt arbejdsliv? Hvordan ser en organisation ud, der er bygget til mennesker – ikke bare til produktivitet?
Vi skal forstå, at længslen efter høvdingen er en kulturel respons. Når fællesskaber bliver svagere, når ansvar bliver udvandet, og når retning opleves som noget, man skal finde i stedet for noget, man skaber sammen, så vender vi os mod myten og metaforerne. Den genkendelige figur, der stiller sig frem og siger: "Følg mig." Det giver måske et øjebliks ro og håb – men ikke nødvendigvis varig forandring.
LÆS OGSÅ: Klumme: Du får det billigt, men medarbejdere betaler prisen
Hvis vi virkelig vil mindske mental nedslidning, må vi begynde at tale om de systemer og antagelser, vi organiserer vores arbejdsliv ud fra. Vi må spørge os selv, hvorfor det giver mening at tale om trivsel og tempo i samme åndedrag, og hvorfor det altid er individet, der skal tilpasse sig organisationen – og aldrig omvendt.
Vi må turde sige, at nogle af de strukturer, vi tager for givet, ikke længere tjener os. At løsningen ikke er mere ledelse – men mere mod til at gentænke, hvad ledelse overhovedet er. At det ikke er personlig autoritet, vi har brug for – men social intelligens og evnen til at skabe tryghed og ligeværd i fællesskaber.
Og vi må turde insistere på, at organisationer ikke er stammer. De er ikke en flok, der skal ledes af en alfahan med sjæl. De er komplekse, foranderlige systemer, der skal understøtte mennesker i at være hele, frie og forbundne – ikke blot fungerende.
Så lad os ikke forføre af fortællinger, der lover, at én særlig ledertype kan bære det hele. Det er endnu et forsøg på at komme uden om det, vi egentlig har brug for: langsommelighed, dialog, samarbejde, strukturer der skaber stabilitet uden at kvæle initiativ.
Vi har ikke brug for høvdinge. Vi har brug for at gentænke, hvad det vil sige at lede – og hvad det vil sige at høre til.
