A4 Arbejdsmiljø
Køb abonnement

Klumme: DA’s myteknuser skaber myter i stedet for at aflive dem

4. april 2025 kl. 6.00
Chefanalytiker Kristoffer Lind Glavind | Foto: Pressefoto Arbejderbevægelsesn Erhvervsråd
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Det kan give stress at gå på arbejde. Den påstand forsøger Dansk Arbejdsgiverforening (DA) at modsige i sin podcast ”Myteknuser”. Men DA’s argumenter rammer forbi skiven, skriver chefanalytiker fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i denne klumme.

Er det en myte, at man får stress af at arbejde?

”Det er en myte, ja.”

Sådan svarer viceadministrerende direktør Pernille Knudsen i Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) egen podcast, Myteknuser. Men det er simpelthen forkert.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har vi vist, at arbejdsrelateret stress koster samfundet 55 milliarder kroner om året og sænker det effektive arbejdsudbud med knap 56.000 fuldtidspersoner. 

Men for Pernille Knudsen er stress ikke nødvendigvis en dårlig ting. For stress frigiver adrenalin, så medarbejderne kan ”performe”.
Derudover sætter Pernille Knudsen spørgsmålstegn ved, om det er arbejdet, der giver stress. Det har hun grundlæggende to argumenter for: 

- Du kan få stress af andre ting end arbejdet
- De, der ikke arbejder, er også stressede

Men ingen af argumenterne holder vand.

Arbejdsrelateret stress er arbejdsrelateret

Selvfølgelig er det rigtigt, at man kan få stress af andet end arbejde. Men det betyder langt fra, at der ikke er arbejdsrelateret stress. 

Det er dokumenteret, at over 180.000 danskere oplever arbejdsrelateret stress. Det ved vi fra vores analyse, som vi udgav i februar.

For at være kategoriseret som havende arbejdsrelateret stress skal man både være eksponeret for stressede arbejdsforhold og have symptomer på stress som kan tilskrives arbejdet.

LÆS OGSÅ: Klumme: Arbejdsmiljø var centralt i velfærdsforliget, men det er pist forsvundet, og pengene er væk

Samme definition bruger vi – i kombination med National Forskningscenter for Arbejdsmiljøs tal for omkostninger ved arbejdsrelateret stress - når vi viser, at arbejdsrelateret stress sænker arbejdsudbuddet med knap 56.000 fuldtidspersoner om året, og årligt koster samfundet 55 milliarder kroner.

Så når vi viser, at arbejdsrelateret stress er dyrt og rammer mange danskere, så handler det altså om stress, der opstår i forbindelse med arbejdet. Derfor har arbejdsgiverne også et ansvar.

Pærer og bananer

Pernille Knudsen sammenligner pærer og bananer, når hun argumenterer med, at personer uden for beskæftigelse kan være mere stressede end personer i beskæftigelse.

For det første er der ofte en grund til, at en person ikke er i beskæftigelse. For eksempel kan de have psykiske eller fysiske problemer – de kan være på førtidspension eller være stoppet med at arbejde, fordi arbejdet har slidt dem ned. 

For det andet skal personer, der ikke har et arbejde, oftere søge job, gå til møde i jobcentret, og de har oftere lavere indkomst. Alle faktorer som i sig selv kan være stressende. 

LÆS OGSÅ: Nye tal afslører: Kvinder har et hårdere psykisk arbejdsmiljø end mænd, og det kan have store konsekvenser

Derfor kan man ikke direkte sammenligne stressniveauet for beskæftigede og ikke-beskæftigede. 

Hvis man er interesseret i konsekvenserne af arbejdsrelateret stress, bør man sammenligne lønmodtagere, som er udsat for arbejdsrelateret stress, med lønmodtagere, som ikke er udsat. Og det er netop det, vi gør os umage for i AE. 

Desuden taler Pernille Knudsens opfattelse ind i den udbredte myte om, at det for eksempel især er børnefamilier, som er udsat for arbejdsrelateret stress. Det er der ifølge vores analyse bare ikke noget der tyder på.

Myteskaberne

Det er prisværdigt, når DA i Myteknuser vil gøre op med ”skæve eller decideret forkerte præmisser”. 

Når det kommer til podcasten om stress, skaber DA dog flere myter, end de knuser.

Det er ærgerligt, at DA negligerer de mange danskere, som bliver syge af arbejdsrelateret stress. Og det er også ærgerligt, fordi arbejdsgiverne har et stort ansvar, når det kommer til at nedbringe arbejdsrelateret stress, som er et stort samfundsproblem, der hvert år rammer tusindvis af lønmodtagere og koster samfundet milliarder af kroner.

Når DA igen og igen klager over mangel på kvalificeret arbejdskraft, burde det være i deres egen interesse at anerkende problemet med arbejdsrelateret stress, så vi sammen kan gøre noget ved det.

LÆS OGSÅ:
AE gør regnskabet op: Flere dilemmaer ved kortere arbejdsuge

Mere fra A4 Arbejdsmiljø

GDPR