
Nu begynder indretningen af den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse (EPX).
Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet, der har nedsat en ny ekspertgruppe, som skal løfte opgaven og komme med anbefalinger til den kommende EPX.
Ekspertgruppen består af 13 medlemmer, hvoraf de fleste er direktører, ledere og rektorer på uddannelsesinstitutioner, men blandt de udpegede finder man også en underviser, en formand for en elevorganisation og en administrerende direktør hos en fond.
"Det er en stor og meget vigtig opgave, ekspertgruppen har fået. Og jeg ser derfor meget frem til at modtage ekspertgruppens anbefalinger," lyder det fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
Ekspertgruppen skal desuden anbefale og overordnet beskrive pædagogisk praksis og didaktik for EPX, fremgår det af kommissoriet for ekspertgruppen. Det skal ske med fokus på, at "teoretisk viden og praktiske færdigheder anvendes sammen i en undervisning, der blandt andet er helheds- og anvendelsesorienteret".
"Unge er forskellige og kræver derfor også noget forskelligt af undervisningen. Alle skal mødes med høj faglighed, få motivation og opleve ungefællesskaber”, siger ekspertgruppens formand, Trine Ladekarl, der er rektor ved Next Vestskoven Gymnasium
Ekspertgruppen består af:
- Trine Ladekarl Nellemann, rektor, Next Vestskoven Gymnasium (Formand)
- Anja Østergaard Jensen, leder, 10. Klasse Center Skive
- Anya Eskildsen, adm. direktør, Niels Brock
- Allan Kruse, direktør, Svendborg Erhvervsskole
- Camilla Wang, rektor, Professionshøjskolen Absalon
- Jan Bjørn, rektor, Politiskolen
- Mads Haugbølle Behrendsen, formand, Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO)
- Naia Wandel Jacobsen, underviser og koordinator for simulation som pædagogisk metode, SOSU H
- Pernille Brøndum, rektor, Nordvestsjællands HF og VUC
- Ruth Birgitta Funder, rektor, Haderslev Katedralskole
- Steen Enemark Kildesgaard, rektor, Københavns Erhvervsakademi
- Stefan Hermann, adm. direktør, LIFE-Fonden
- Thomas Jørgensen, uddannelsesleder, Maribo Gymnasium
Den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse slår dørene op fra sommeren 2030.