A4 Uddannelse
Køb abonnement

Minister tror, at 800 internationale studiepladser er nok. Men erhvervslivet efterspørger langt flere

Erhvervsakademi|
Professionshøjskole|
4. april 2025 kl. 6.00
Både Dansk Industri og Dansk Erhverv mener, at der er behov for flere internationale studiepladser, end regeringen har oprettet. | Foto: IBA Erhvervsakademi Kolding/Maria Tuxen Hedegaard
Den nye reform af professions- og erhvervsakademiuddannelserne skal skabe 800 internationale studiepladser. Men det er langt fra nok, mener brancheorganisationer.

Efter langtrukne forhandlinger kunne regeringen og en lang række uddannelsesordførere sidste uge præsentere en ny reform for professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne.

Næsten to milliarder kroner årligt skal bruges på kvalitetsløft af uddannelserne og brede rammerne for efteruddannelse ud gennem hele livet. Og som led i reformen vil der blive oprettet 800 internationale studiepladser årligt fra sommeroptaget 2027.

Men 800 internationale studiepladser er slet ikke nok, lyder det nu erhvervslivets største brancheorganisationer.

Egelund tror, det rammer fint

Oprindeligt spillede regering faktisk ud med endnu færre og foreslog, at der skulle oprettes 400 internationale studiepladser. Men regeringen  og aftalepartierne blev i sidste ende altså enige om 800.

Og på pressemødet for reformen fremhævede uddannelses- og forskningsministeren Christina Egelund (M), at virksomhedernes efterspørgsel efter internationale studerende inden for Stem og IT imødekommes med reformen.

"Altså, jeg tror, at det meget fint rammer den efterspørgsel, som er derude," lød det fra ministeren, da A4 Uddannelse spurgte hende om, hvorvidt 800 er tilstrækkeligt.

At der er loft over antallet skyldes ifølge Christina Egelund, at de europæiske studerende, der kommer til de danske uddannelser, har krav på SU.

"Vi har selvfølgelig også et ønske om at holde udgifterne til SU på et fornuftigt niveau," påpegede ministeren.

DE: "Vi kan sagtens tage langt flere"

Hos Dansk Erhverv kalder reformen som helhed for "solid". 

Mads Eriksen Storm, der er uddannelses- og forskningspolitisk chef hos Dansk Erhverv, fremhæver vigtigheden for erhvervslivet i, at der er velfungerende daginstitutioner, skoler og sygehuse.

Men antallet af internationale studerende er lidt sværere for ham at være begejstret for.

Min helt klare vurdering er, at vi sagtens kunne tage langt flere
Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef hos Dansk Erhverv

Mads Eriksen Storm, er ganske vist glad for, at det er blevet mere end 400. Men selvom politikerne endte med at blive enige om at oprette 800 pladser, svarer antallet fortsat ikke til arbejdsgiverorganisationens forhåbninger.

"Vi synes ikke, at det giver mening at lave så lavt et tal," siger Mads Eriksen Storm. 

Han har dog svært ved at sætte et præcist tal på, hvor stort behovet er hos de danske virksomheder.

"Min helt klare vurdering er, at vi sagtens kunne tage langt flere," siger han med henvisning til, at det går rigtig godt på en række områder med at fastholde de internationale studerende i beskæftigelse i Danmark.

DI: "Behovet er større end det"

Også hos Dansk Industri er man generelt set glad for reformen, som man kalder "spot on".

Arbejdsgiverorganisationen glæder sig især over, at professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne får "et velfortjent løft".

"Kort sagt bliver uddannelsernes kerne styrket med mere praktisk faglighed, og de studerende får bedre muligheder for at videreuddanne sig eller skifte spor i hele arbejdslivet," siger Mikkel Haarder, der er underdirektør for uddannelse, forskning og mangfoldighed, i Dansk Industri.

Da vi spillede ud, så sagde jeg: "Kan vi ikke få 1.000 ekstra oven i de 400?”
Mikkel Haarder, underdirektør for uddannelse, forskning og mangfoldighed hos Dansk Industri

Men også Mikkel Haarder mener, at behovet for internationale studiepladser er langt større, end de 800, der bliver oprettet med reformen.

"Da vi spillede ud, så sagde jeg: 'Kan vi ikke få 1.000 ekstra oven i de 400?' Men jeg synes, det er godt sted at starte," siger han med henvisning til det oprindelige udspil, hvor tallet altså var halvt så højt som det endeligt vedtagede.

De 800 internationale studiepladser får mulighed for at blive oprettet fra sommeroptaget 2027. 

GDPR