EN MÆRKELIG dansk model.
Sådan kunne man måske betegne de seneste års relation mellem arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelse.
Politisk har arbejdsmarkedets parter nemlig - i lighed med den med Mette Frederiksens ord “mærkelige” regering henover midten af dansk politik - længe været præget af konsensus og enighed: lige fra corona-håndteringen og EU-forsvarsforbeholdet til modtagelsens af ukrainske flygtninge og endda skattelettelser.
Men tiderne er skiftet. Arbejdsmarkedets parter er på vej tilbage til deres vante, gamle positioner.
Og det er ikke nødvendigvis en dårlig udvikling. Modsætninger er ikke ubetinget et problem. De kan være en drivkraft for udvikling.
DI vil sænke selskabsskatten
Efter Donald Trumps genkomst som præsident i USA er dansk politik gået i kriseberedskab. Svimlende milliardbeløb investeres i det danske forsvar, hvilket stiller skarpere krav til politiske prioriteringer: Når noget får så meget mere, må noget andet på et tidspunkt få mindre. Og netop de prioriteringer Danmark står over for, har skabt - eller måske snarere genskabt - skillelinjerne i dansk politik og mellem arbejdsmarkedets parter.
I de seneste år har vi set en næsten historisk politisk borgfred mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Dansk Industri (DI) har under Lars Sandahl Sørensens ledelse bevæget sig fra klassisk erhvervsinteresseorganisation til en bredere samfundsaktør.
LÆS OGSÅ: Lund: Det er nu Dansk Industri burde stå fast – ikke bukke under for Trumps angreb
Sandahl har talt for velfærd og ikke været bange for at adressere emner, der traditionelt ikke har været erhvervslivets kerneområder: fra kvaliteten i daginstitutionerne og børns færden på nettet til ansvaret for sundheds- og ældrepleje. DI har i en årrække indtaget en samfundsformende rolle snarere end en rendyrket arbejdsgiverrolle.
Men så kom Trump. Og med Trump en geopolitisk uro, der igen har skærpet fronterne. Selskabsskatten skal nu sænkes markant, lyder det fra DI. Den klassiske arbejdsgiverdagsorden træder igen tydeligere frem. Og vi ser en tilbagevenden til velkendte positioner, hvor arbejdsgiverne kæmper for erhvervslivets økonomiske interesser.
FH vil sikre en tryg pension
På den anden side af den danske model kæmper lønmodtagerorganisationerne igen tydeligere for social retfærdighed.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har slået en skarpere tone an, og efter en periode med relativt afdæmpet retorik er det nu igen tydeligt, at FH ser det som sin primære opgave at beskytte lønmodtagernes interesser.
LÆS OGSÅ: Lund: Den spanske model ligner både et guldæg og et modsvar på ekstrem højrenationalisme
Mens Dansk Industri anbefaler danske virksomheder at nedtone deres diversitets-indsatser, opfordrer FH dansk erhvervsliv til stå imod presset fra Donald Trumps angreb på mangfoldighed.
Pension og tilbagetrækning er blevet en anden af lønmodtagernes kamppladser. FH vil have en klar og forudsigelig pensionsalder og insisterer på, at lønmodtagere skal kunne trække sig tilbage, inden de er fuldstændig nedslidte, og ikke leve hele deres arbejdsliv i usikkerhed.
Det må investeringerne i forsvaret ikke stå i vejen for.
Dynamik i den danske model
Denne tilbagevenden til skarpere positioner er ikke nødvendigvis et problem. Modsætninger og interesseforskelle er en del af en velfungerende demokratisk samtale. Når arbejdsgiverne og lønmodtagerne har klare standpunkter, skabes der en dynamik, som tvinger politikere og samfundsaktører til at tage stilling og finde løsninger.
Konsensus kan føre til langsigtede og bæredygtige resultater. Men enighed kan også være en komfortabel sovepude, der kan føre til stilstand. Uden politiske modsætninger bliver der ingen udvikling. Hvis alle blot søger midten og taler samme sprog, risikerer vi at mangle den gnist, der driver forandringer fremad. Det er ofte i spændingsfeltet mellem uenigheder, at de bedste løsninger opstår.
De nye fronter i dansk politik og på arbejdsmarkedet bør derfor ikke mødes med bekymring, men med anerkendelse. Det er sundt, at DI igen tydeligt repræsenterer erhvervslivets interesser, og at FH's kamp for lønmodtagernes vilkår skinner kraftigere igennem. Det giver klare valg og en nyttig dynamik i debatten.
Modsætninger er ikke farlige – de er et fundament for et levende demokrati. Spørgsmålet er ikke, om vi kan undgå dem, men hvordan vi udnytter dem til samfundets bedste.
