Når det offentlige investerer 10.000 kroner i en terrængående rollator, så sparer de 35.000 kroner over ti år.
Det skyldes primært, at borgeren får flere sunde leveår, hvor man ikke benytter sig ligeså meget af sundhedsvæsenet.
Alligevel får over halvdelen af borgere med funktionsnedsættelser nej, når de søger om tilskud til aktivitetshjælpemidler.
Det viser en ny undersøgelse som Moos-Bjerre-Consulting (M.B.C) har lavet for Videnscenter for Handicap med støtte fra en række andre organisationer.
Dorte Nørgaard er direktør i Videnscenter for Handicap. Hun ser det som et eksempel på, at man i kommunerne er blinde for det, som hun kalder “det hele liv”.
“Det bliver sådan noget med, at du må få en stol, så du kan køre rundt i dit eget hjem, så har vi løst problemet. Der er ikke en forståelse for, at det kan betyde rigtigt meget at leve et aktivt fritidsliv,” siger Dorte Nørgaard.
Grotesk og paradoksalt
Dorte Nørgaard understreger, at beregningerne er behæftet med stor usikkerhed.
Når man skal beregne ændringer i menneskers sundhedstilstand bliver det hurtigt kringlet, for alle mennesker har forskellig adfærd, derfor er der tale om et gennemsnit, som ikke nødvendigvis gælder alle.
Undersøgelse: Potentialer i aktivitetshjælpemidler
M.B.C har lavet to omfattende undersøgelser på vegne af Videnscenter om handicap og en sammenslutning af organisationer, der er gået sammen i I Aktivitetshjælpemiddelalliancen.
1. Sundhedsøkonomisk analyse:
Groft sagt har M.B.C beregnet, at hvis en borger får bevilget 22.000 kroner til en trehjulet cykel, så har sundhedsvæsenet over ti år sparet 33.000 kroner, fordi vedkommende vil benytte sig mindre af sundhedsvæsenet. Lignende besparelser gør sig gældende for andre hjælpemidler.
Det er forudsat, at cyklen får borgeren til at gå fra at være fysisk inaktiv til at være fysisk aktiv mindst en gang om ugen, samt, at hjælpemidlerne ikke går i stykker og skal repareres uden for garantien.
Det er også med udgangspunkt i, at mennesker med funktionsnedsættelser går nogenlunde lige så meget til lægen som alle mulige andre.
Og selvom det er sandt for nogen, så er der også en stor gruppe af mennesker med funktionsnedsættelser, der har en markant højere kontakt med sundhedsvæsenet end gennemsnittet. Så det kan også vise sig at være et konservativt estimat, hvilket skaber et potentiale for yderligere besparelser.
M.B.C har også beregnet, hvor mange tabte leveår man går glip af ved at have et handicap og være fysisk inaktiv. Beregningerne viser, at fysisk inaktive personer med funktionsnedsættelser i gennemsnit lever 4 år mindre, og mister 2 års liv med fuld sundhed alene på grund af forringet livskvalitet, som følge af fysisk inaktivitet.
2. Kvalitativ analyse:
Derudover har M.B.C lavet en kvalitativ undersøgelse blandt 318 respondenter med funktionsnedsættelser.
Her svarer 55 procent, at de har fået afslag på bevilling af et aktivitetshjælpemiddel hos kommunen.
45 procent af dem, der har et behov for et aktivitetshjælpemiddel, mangler adgang til et. 47 procent mener, at de ville være mere aktive, hvis de havde et aktivitetshjælpemiddel.
Alligevel håber Dorte Nørgaard, at beregningerne kan få beslutningstagerne til at spærre øjnene op.
“Vi ved, hvor dyrt det er, når folk er inaktive, men det tænker vi alt for lidt på. Vi tænker bare på, at det er mange penge med en cykel eller med en protese, så folk kan løbe,” siger Dorte Nørgaard.
Susanne Olsen er formand for Dansk Handicap Forbund, der er en interesseorganisation for mennesker med fysiske handicaps.
Hun kan sagtens se logikken i at investere i aktivitetshjælpemidler.
Ikke kun på grund af det målbart bedre helbred, men også fordi, at det kan styrke hendes medlemmers livskvalitet at have et aktivt fritidsliv.
“Sundhed og livskvalitet er vigtigt for alle mennesker. Overalt besynger man, hvor vigtigt det er. Og samtidigt har man ikke mulighed for at kompensere det, der skal til for, at det kan lade sig gøre. Det er paradoksalt. Det er grotesk," siger Susanne Olsen.
Hun oplever, at der ikke er nogen, der tager ansvaret for at løse problemet. For ligesom alt andet, der vedrører mennesker med handicap, er det kommunernes socialforvaltninger, der står for at tildele hjælpemider.
Problemet er bare, at der ingen steder i lovgivningen står direkte, at de er forpligtede til at give støtte til hjælpemidler til fritidsaktiviteter. Derfor oplever Susanne Olsen ikke den store forståelse for behovet for flere hjælpemidler end de absolut mest nødvendige hos kommunerne.
“Er man kompenseret, så man kan fungere i hverdagen, så er resten i deres øjne pynt,” siger Susanne Olsen.
KL: Ret kritikken mod Christiansborg
A4 Sundhed har bedt formanden for KL's socialudvalg Ulrik Wilbek (V) om at forholde sig både til resultaterne fra Videnscenter om handicaps undersøgelse og til Susanne Olsens kritik.
I en mail svarer han:
"I kommunerne arbejder vi benhårdt på at hjælpe borgere med funktionsnedsættelse, så de kan leve gode og aktive liv - også i fritiden. Hvilke hjælpemidler der skal bevilges hvornår er dog noget, der bliver fastsat af Folketinget, og vi følger selvfølgelig den lovgivning, der gælder. Så det er altså Christiansborg, man skal rette kritikken mod, hvis man synes, at kriterierne for at få tildelt hjælpemidler er for strikse,” skriver Ulrik Wilbek og fortsætter:
"Men jeg undrer mig, hvis man vil bruge den her undersøgelse som løftestang for kritik af indsatsen i dag. For den viser jo faktisk, at borgerne i mere end halvdelen af tilfældene har fået bevilget aktivitetshjælpemidler, selvom kommunerne ikke er forpligtede til det. Det vidner for mig om, at kommunerne strækker sig langt for at komme borgernes ønsker i møde inden for de økonomiske rammer, som Folketinget giver os," skriver Ulrik Wilbek.
I virkeligheden sundhedspolitik?
Spørger man Dorte Nørgaard, så kan man også argumentere for, at det slet ikke burde være kommunernes ansvar.
I Norge og Sverige bliver aktivitetshjælpemidler nemlig set som sundhedspolitik.
“Der har man en logik om, at hvis man skal forebygge sygdom og afhjælpe og rehabilitere, så hører det under sundhedsområdet,” siger Dorte Nørgaard.
Dorte Nørgaard understreger, at Videnscenter om handicap ikke er en politisk organisation. Derfor er det heller ikke hendes bord at komme med et bud på, hvordan handicappolitikken skal skrues sammen.
“Man kan bare konstatere, at socialområdet er spændt hårdt for i forvejen,” siger Dorte Nørgaard.
Det billede genkender Susanne Olsen. Hun vil heller ikke blive konkret på, hvor i systemet ansvaret skal ligge.
Hun nøjes med at konstatere, at lige nu er der i hvert fald ikke nogen, der tager ansvaret på sig.
“Hvis kommunen og staten synes, at det er så voldsom en ekstra udgift, så må de jo tale sammen og finde ud af, hvordan de løser denne her problemstilling. For lige nu er problemet i hvert fald ikke løst,” siger Susanne Olsen.
