Madsen: Vil I løse ligelønsproblemet? Lær af Anders Fogh

KM_klummefoto
Mette Frederiksen bør forsøge at tage FH-formand Lizette Risgaard, i hånden og gå i Anders Foghs fodspor, skriver Kristian Madsen, chefredaktør for A4 Medier.
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
For 15 år siden fandt Anders Fogh Rasmussen og fagbevægelsen sammen et rum mellem overenskomster og lovgivning til udvikling af den offentlige sektor. Mette Frederiksen bør følge i Foghs fodspor.

Mette Frederiksen (S) har klogt åbnet for en diskussion af de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold ved et vælgermøde, hvor Jyllands-Posten var til stede.

"Og lønspørgsmålet," siger statsministeren så - og åbner for det, som hidtil har været lukket land politisk: "Alle de diskussioner, der ligger i det. Det bliver nødt til også at være inde på det bord, hvor vi på Christiansborg sammen med kommuner, regioner og alle andre skal forsøge at løse nogle af de her grundlæggende spørgsmål," lød det i avisen

Det virker imidlertid som om, regeringen har svært ved at finde det greb, der kan tilfredsstille de mange sygeplejersker og pædagoger, der føler, at lønningsposen er alt for let, uden at blive beskyldt for at voldføre den danske model.

Mette Frederiksen kan med fordel søge inspiration i et møde, der fandt sted for 15 år siden i hendes egen embedsbolig, Marienborg, dengang Anders Fogh Rasmussen (V) sad og pudsede vindruer på stedet.

Da Fogh vågnede op

De fleste småsov rundt om mødebordet i den såkaldte ‘Kvalitetsgruppe’ i 2007, hvor fraserne om afbureaukratisering og regelforenkling også dengang gik deres endeløse runder.

Men da LO’s formand, Hans Jensen, tog ordet, vågnede Anders Fogh brat for bordenden. Statsministerens politiske næse havde med det samme registreret, hvad der blev sagt mellem linjerne, da Jensen talte lidt svævende om et uudnyttet rum i den offentlige sektor mellem overenskomsterne og lovgivingen, som hverken arbejdsmarkedets parter eller regeringen kunne navigere i alene.  

LO’s formand inviterede sig selv til trepartsforhandlinger, og den formelle indbydelse kom prompte. I sommeren 2007 kom resultatet i form af en trepartsaftale om den offentlige sektor, som udløste milliarder i uddannelsesmidler til især fastholdelse og udvikling af kortuddannede i den offentlige sektor.

Den danske model stod uantastet

Rekrutteringsudfordringerne er nogle andre i dag, og aftalen forhindrede i sidste ende ikke et overenskomstsammenbrud året efter. Men den var med til at sætte luft under vingerne på regeringens ‘kvalitetsreform’ og en kæmpe politisk fjer i hatten for Fogh frem mod folketingsvalget nogle måneder senere. Og rigtig mange pædagogiske assistenter og SOSU-assistenter har i dag deres uddannelse takket være den aftale, som jeg selv var med til at forhandle som en del af LO’s delegation.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen åbner for at tale om offentligt ansattes løn

Tricket var, at midlerne blev fundet og lagt i rammer i det politiske system, men udmøntet af overenskomstparterne, så den danske models helligste principer stod uantastede tilbage. 

Det er et eksempel til efterfølgelse, hvis Mette Frederiksen vil tage livtag med de to vigtigste udfordringer lige nu: Ligeløns- og rekrutteringsproblemet.

Corydon og arbejdsgivere jamrer rituelt

Arbejdsgiverne harper løs på forargelsens rituelle gulvviolin, og grædekonerne jamrer deres evige jeremiader for den danske models forfald.

Mest melodramatisk er Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, der anklager sit gamle parti for at spille med på populistiske anslag mod den danske model.

“Nu undergraver landets statsminister selv proaktivt den danske model for at kapre stemmer og politiske point. Det er et skred uden lige. Og Mette Frederiksen ved udmærket godt, at hun leger med ilden,” skriver Corydon i Børsen.

Det er for nemt at afskrive statsministerens tanker som ren panik før den radikale lukketid. Problemet er stort og åbenlyst, meget større end i 2007.

Den politiske mulighed er der nu

Der er en dyb stemning af afmægtighed hos især de traditionelle kvindefag i den offentlige sektor, der har spredt sig til kernen, og senest har udløst et drastisk fald i ansøgningerne til bl.a. pædagog- og sygeplejerskeuddanelsen. 

Det er en bunden opgave for enhver statsminister.

Det kræver helt ubetinget høj grad af fingerspitzgefühl at løfte opgaven, men de offentlige fagforeninger har indstillet sig på, at træerne ikke vokser ind i himlen, og taler klogt medlemmernes forventninger ned. 

Den politiske mulighed er imidlertid større end tidligere, fordi alle parter har frygteligt meget at tabe. 

Det bliver svært, for ikke at sige umuligt, for fagbevægelsen at nå et resultat ved de næste overenskomstforhandlinger, hvis ikke der sker noget på ligeløn. 

Kommuner og regioner har en klar interesse i en aftale: De kan se, at den offentlige service har kurs mod en endnu dybere krise inden for det næste årti, hvis ikke de massive rekrutteringsudfordringer bliver løst. 

Fagbevægelsen kommer til at diskutere en hellig ko

Derfor bør en pulje til øget ligeløn gå hånd i hånd med midler til bedre arbejdsmiljø, seniorpolitik - alt, der kan fastholde medarbejdere i den offentlige sektor og give en historisk saltvandsindsprøjtning til SOSU-skoler og professionshøjskoler.

Fagbevægelsen må til gengæld være klar til at diskutere en hellig ko som modydelse i handlen: Øget brug af udenlandsk arbejdskraft. Så længe det sker i et kontrolleret tempo og på overenskomstdækkede vilkår, bør det ikke skræmme livet af nogen. Hvis ikke al livskraft skal suges ud af den private sektor, er der ingen realistisk løsning på manglerne i fx hjemmeplejen uden udenlandsk assistance.

Det vil være det klogeste af fagbevægelsen at være med i processen for at sikre hånd i hanke med arbejdskraftindvandringen, snarere end udsigtsløst at forsvare et fort, der falder før eller siden.

Alle har en interesse i at finde en løsning på velfærdssamfundets krise - og det kan kun ske ved at koordinere det politiske og overenskomstmæssige spor. 

Det var det politiske rum, som Hans Jensen og Anders Fogh åbnede sammen. Mette Frederiksen bør forsøge at tage FH’s formand, Lizette Risgaard, i hånden, og gå i deres fodspor. Og helst før det valg, der truer ildevarslende for regeringen i horisonten.