Gyldendal fyrer otte medarbejdere

20231103-173852-L-1920x1280we
Ud over fyringer bliver en række ubesatte stillinger ikke genbesat. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
De otte fyringer sker som led i en større sparerunde.

Danmarks største forlag, Gyldendal, har vinket farvel til otte medarbejdere. 

Det bekræfter Gyldendals kommunikations- og strategichef, Niels Overgaard, over for MediaWatch.

"Som alle andre virksomheder kigger vi løbende på omkostningerne, og nu var der så behov for at optimere dem," siger Niels Overgaard til MediaWatch.

Afskedigelserne er en del af en større fyringsrunde, hvor også en række ubesatte stillinger ikke bliver genbesat, ligesom der også bliver sparet på en række områder inden for den løbende drift. 

Sparerunden kommer, efter at Gyldendal i 2023 - på trods af en generel krise i forlagsbranchen - kom ud med et overskud på 29,7 millioner kroner, hvilket var forlagets bedste resultat siden 2017.